steik

535

steyp

vas á legi mér litt s-t etit, derfor spiste jeg noget, der var kun lidet (o: slet ikke) stegt, Hhund II 9, s-ðr búkr, stegt krop (j: ved indebrænding), Am 3, 8.

steinabrú, /, stenbro (måske rettere i 2 ord), Hál 16.

Steinarr, m, Steinar Sjonason (10. årh.), Eg Lv 43, HolmgB 3; — sagnhelt, Hålfs IX 13.

steinbítr, m, en slags fisk (anarrhichas lupus), Pul IV x 2.

steinblindr, adj, blind som en sten, fuldstændig blind, ÞSkegg.

steinbúi, m, slange (egl. 'sten[hule]-bo"), Pul IV qq 3.

steindelfr, f(P, eller m?), en slags fugl, (måske = senisl. steindepill saxicola ænanthe), Pul IV xx 3 (jfr no. stein-dolp?).

steindr, part. (af steina; af steinn, mineralsk farve), malet (med en eller anden farve), om et skjold, Ótt 2, 12, ESk 6, 48, Ht 10, Sturl 6, 1, om skibe, s-ir knerrir Rst 12; Steinn 3, 14, st<?l en s-u Sturl 3, 13; om en ligkiste, Am 103. Urigtig læsemåde Harkv 9.

steindyrr, n, dor på en sten, klippe, stynja dvergar fyr s-durum Vsp 48.

steinfarinn, adj, egl. 'befaret med sten' (j: farve), belagt med farve, malet, s. barða garðr Anon (X) III B 3.

Steingerðr, /, Kormaks elskede, Korm Lv 42. 51.

Steingrimr, m, sagnperson, HÃ¥lfs IX 14.

Steinkell, m, konge i Sverrig (11. årh.), PjódA 4, 25.

steinn, m, 1) sten, klippe, standa i s-s liki, om en til sten bleven trold, HHj 30, brúðr ór s-i, fra (boende i) klippen (o: klippehulen), Helr 3, sól skein sunnan á salar s-a Vsp 4, eiga stað und s-i, nede i wrden, Alv 3, stund es til s-s (til stoks onnur), her om en særlig mærke sten, "Hårb 56, s-i merkt nes Hal 7 (her kollektivt), hlaupa i s-n, ind i en klippe, Yt 2, jarðfastr s. Gróg 15 (på hvilken den spående kvinde står), hprgr hlaðinn s-um Hyndl 10, musteri af s-i Mark 1, 25, hofuð ór s-i, hoved af sten, Hårb 15, ljósta s-i VQl 5, ljósta illum s-i, behandle en ilde, PjóðA 3, 21; hvítr, heilagr s. Gudr III 3, ursvalr unnar s. Hhund II31, litinn s-n ok land hnefa (acc), = hall og mund = Hallmund, Grettis 29, s-ar (v. 1.) ok . stræti (= stenlagte stræder?), LU 94, s-a bru (eller som ét ord) Hál 16, verpa s-i of afl sér, påtage sig mere end man kan udføre, Pham 1, 1; s-a hellir, klippehule, Bbreid 4, s-a stoð, om en stensat grav-höj, Anon (X) II B 9; om kværnstene, létta s-um Grott 3, s-ar rifna Hhund II2; — s-ar brúnar, öjnene, Katr 48; s. þróttar, hjærte, Pdr 10. 21, s. í minnis garði, d. s., Gd p 3, s-s Ella, jætte, Pdr 20; — 2) ravperle, som kvindepryd (i pi — steinasørvi), bjartr s. á band dreginn Gudr I 18, á brjósti breiðir s-ar Pry 16. 19. — I kenninger for kvinde: Gnó s-a Korm

Lv 17, s-a Njorun Anon (XII) C 31, Hard 1, rein s-a Grettis 51. — 3) mineralfarve, farve, hreingróinn s-i = gróinn hreinum s-i, lysende farve, om skjoldet, Rdr 1, fagrdrifinn s-i, om skibet, Pfagr 3, runninn rauðum s-i Refr 4, 3. — 4) som mandsnavn (10. årh.), GSúrs 12. — 5) som stedsnavn (el. —stenhus?), ekkja sus býr i S-i Lids 5. jfr ara-, bautar-, bratt-, brá-, bru-, brún-, ged-, gim-, glym-, grjót-, harð-, hug-, jarkna-, marmara-, Salar-, Singa-, snúðga-, skjald-, Út-.

steinnokkvi, m, stenbåd, Bergb 9.

Steinolfr, m, mandsnavn, Anon (XIII) B 55, Grettis 35.

steinóðr, adj, hæftig, rasende, s. logi Valg 2, s. storðar galli, vinden, Gisl 1, 15.

steinrunninn, adj, =i steinfarinn, hvorover man har hældt farvevæske, malet, s-it stála hjarl (skjold) GOdds 7.

Steinvpr, /, en kvinde i 13. årh., Anon (XIII) B 32.

Steinþórr, m, sagnperson, Gautr II 9.

stekkvi- se støkkvi-.

stela, (stal, stolinn), stjæle, s. e-n e-u, drengr ungr stal mik dalki Korm Lv 58, margan stelr viti vin Sigrdr 29, hann stelr geði guma (acc. eller gen.?), Håvm 13, óss es stolinn hamri Pry 2; stolit væri mér ekki or ætt, jeg vilde slægte mine på, Mhkv 2.

stelkr, m, fugleart, rødben (totanus calidris), Pul IV xx 3.

stemma, (-ða, -ðr), opdœmme, opstille en hindring på tværs (for ström, på vej), gýgr lét s-ða farvegu, hindrede al færdsel, EGils 3, 7.

sterkligr, adj, egl 'som ser stærk ud\ omtr. — sterkr, stærk, kraftig, solid, s. veggr Qrv IX 20, s-g merkis stpng Rst 19, s-t truar merki Pet 48, s-g stríð, tunge sorger, Hsv 79.

sterkr (også starkr se hugstarkr), adj, stærk, kraftig, solid, s-ir (menn) fóms 10 (v. I), s. hilmir Mark 1, 19, s-k drott Has 35, hugum s. HolmgB 1, s. svaðilverka Grettis 50; s-k kirkja Gd 30, s. hrefnis goti GrHj 3, s-ar bprur GrHj 1, s-k trúa SnE II 214. Jfr dáð-, eljun-, folk-, full-, gunn-, hånd-, hjalp-, hug-, mundangs-, ógn-, ráð-, róg-, sið-, sókn-, þjóð-, þrek-.

sterkviðri, n, stærk storm, s. Herkju, sind, Anon (XII) C 36.

sterta, (-ta, -tr), stramme, stive, s. ermar Rþ 28.

stertimaðr, m, overmodig (pragtelsken-de?) mand, Pul IV j 5.

steypa, (-ða, -ðr), 1) styrte forover (transitivt), s. stagstjórnmprum, lade skibene gå til bunds ved at styrte dem forover, Hhund 129, s. niðr í fjandann miðjan Lil 72, s-ask tók glópr Gunnarr, lade en falde, s-ðir Starkeði Vetrl, s-ðum stilli Grott 14, s. hersum Sturl 6, 3, s. þjóð Merl II 61, láta búka s-ask (v. 1. til soef-ask) Eg Lv 7; þótt s-ðusk fleiri Grett 35, s. e-m i sturu, lade en blive sorgfuld,