steyp
536
stinn
Korm Lv 51; s. illifis ævi fieilv 5; — upersonl., ári s-ir, åringen ødelægges, Merl II 36; — medium, gå til grunde, verpld s-isk Vsp 45; — med acc. s. bann yfir fjplða manna Od 47; — steypðir hjalmar, hjælme med nedfaldende ansigtsskærm, Gudr II 19. — 2) støbe, s. e-n gulli, støbe en med guld, indfatte en helt i guld, Herv V 13.
steypir, m, styrter, omstyrter, overvinder, s. dolga Mark 1, 31, s. stophnisu, Tor, Pdr 9, s. niðja, som ved sin færd fornægter sine ætlinge, St 15. — Jfr dal-, varg-.
stétt, /, 1) vej, sti, fáa góða s., finde en let, bekvem, vej, Likn 34, dauðans s-ir, dødens veje, dødens rige, LU 16, bragar s., digtnings vej, digt, Hårf 1, s. boðorða, budenes vej, Qd 56. — I kenninger, for arm: oglis s. Leiknir, — for guld: góins s. EGUs 3, 18, — for havet: Ata s. EOils 1, 13, — for himmel: mána s. Mgr 26, solar s. Mgr 37; — dikta rétta s., digte rigtig, Mv III 19. — 2) støtte, reisa s-ar ráði óru ód 13 (ved rettelse). — 3) stand, skare, engla s. LU 6, jfr 1, valdar s-ir, blandt de gejstlige, Qd 22, s. bernsku Qd 7, allar s-ir Islands Od |3 52, drambferðugar s-ir Qd p 38. — Jfr bragar-, dáð-, fley-, haf-, hjaldr-, mar-, má-, sól-, ý-.
stétthringr, m, kun i s-s stofn = hrings s-ar stofn, sværd-stiens, skjoldets, stamme, kriger, Rst 12.
stéttr, m, stilling (i samfundet), virksomhed, hrinda hávum stétt, nedlægge, Qd 54; Ipgmanns s. Anon (XIV) Lv 3.
stig, n, trin (i en stige), Likn 34.
stigi, m, stige, Likn 34, ESk 6, 15, Od 72. <
stik, n, pæl, især en sådan som rammes ned i en elv eller søen til værn mod fjenders landgang, binda við s. Qldr 6.
stika, (-aða, -aðr), nedramme pæle til værn mod fjender (af stik), s. geirs odd-um hvert grunn ÞjódA 3, 30, s. dprrum sund Steinn 3, 7, s. jarðar þrpmu spjótum Ht 16; i alle disse tilfælde hentydes der til det bevæbnede mandskab, der skulde værne kysterne.
Stikill, m, sagnperson, Qrv IV p 1.
stikki, m, et slags digt (vers) i kortere versemål (navnets betydning er uvis), stundum vér til s-a Anon (XI) Lv 12, bås vel tamiðr s., sst; veita s-a, give stof til digt, Rst 12.
stikla, (-aða, -at), lade springe gljufr-strætis bestingja lautar, guldets, siiklendr, gulduddelere, (gavmilde) mænd, G Odds 8.
Stiklarstaðir (afsleben form Stikla-, af Stikl, /, bækkens navn, hvorefter gården er kaldt), m. pi., Sigv 12, 10, Þorm 2, 23, BjH 5, ESk 6,17.43, Nkt34, Anon (XII) B 26; ordet er allevegne adskilt ved tmesis; jfr stikla 'hoppe fra sten til sten (i en elv/.
stikleið, /, '(nedrammede) pæles vej',
vand, elv, s-ar vegr, vejen igennem elven, Pdr 5.
stiklir, m, egl lsom lader springe', uddeler, s. mens Ht 60, s. seima Sturl 3, 4. Jfr fram-, men-, ,
stilla, (-fa, -tr), 1) ordne, indrette, med dativ, s-ti rpddu, ordnede sin stemme, talte med passende tone, næppe andet end omskrivende udtryk for 'hun talte', Vpl 16, med acc, s. mælsku tól, d. s., Od 23, s. ok stýra LU 51, s. engi spell, ingen fordærv, uorden, volde, Gd ft 37, s-andi himins, gud, Has 4, s. til glæps, indrette noget så, at der er fare på færde, Sigv 3, 2. — 2) bevæge sig i en bestemt retning, hvert s-ir bu Halli Hhard 14. — 3) anbringe i en farlig, vanskelig stilling, (kona) hpfumk stiltan Steinarr, nú kveðk her stiltan ÞjódA 4, 27, oss s-ir pat alla Ólsv 3, 1. — Part.-stiltr, rolig, behersket, Gd 9, reiði s. Hsv 13, jfr 19. Jfr Ó-.
stilliliga, adv, på en ordnet, passende måde, EGils 2, 3.
stilling, /, beherskethed, ro, EGils 2, 8.
stillir, m, 1) ordner, styrer, oprindelig med gen. obj., s. lvða Rdr 10, s. herja Gudr III 4, s. hersa Ht 29, Ólhv 2, 7 (om Skule jarl). — 2) konge, fyrste i alm., både om konger og jarler, f. eks. Yt 33, Hildr, Hal 16, Sigv ri, 6, Rst 12, Ht 76, Qrott 14, Hyndl 43, Hhund I 48, HHj 31, Gudr I 13 o. s. v. I kenninger: s. Egða Steinn 3, 7 (v. 1. Engla urigtigt), s. Hleiðar SturlB 3, s. Fróða stóls, d. s., Mark 1, 7, — for gud: s. aldar Mark 3, 1, s. bragna Merl / 67, s. stjprnu EGils 2, 3, s. byrskrins PI 3, s. gagls leiðar PI 28, s. sóltjalda Am 1, 3,
— for skjald: s. stefja EGils 1, 20, — Jor jætte: fjalla s. Bragi 2, 3, — for kriger og søfarer: s. fleinbraks fúra Ht 2, s. vandar drasils Þorm 1, 2 (i bægge disse tilfælde s. = styrer). — Jfr år-, her-, himin-, sól-, yfir-.
Stimr, m, Stem (åben kyststrækning i Romsdalen og Nordmör), fyr S-m Þloft 2, 6.
stinga, (stakk, stunginn), stikke, gennembore, s. myrkaurriða sverði /// /, /, of stunginn vas, med spyd, Yt 34, s. út augu ÞjÓdA 3, 6, ESk 6, 59. 61, of stunginn, i en mangelfuld sammenhæng, Eg Lv 47, s. porni, med sövntorn, Fåfn 43; — med prœp. á, stakk ek á (ormi) stáli Krm 1,
— stikke, putte, s. npsum i felda Sigv 11, 12, s. hpfði i snpru Qrett 1, 6, s. hpfðum i kjpl Harkv 10, — s. brott hringum, bortskænke, Ht 47.
stingr, m, egl 'noget hvormed der stikkes1, = brandr på et skib (jfr Falk, Seew., 37, vistnok mindre rigtigt), s-a Valr, Skib, Ólhv 2, 8, s-a hjprtr Ht 73. — bryn-, feldar-, fetil-.
stinngedr, adj, med ubojeligt sind, s. þengill Ht 31.