stinn

537

stjórn

stinnoddaðr, adj, med stiv, hård spids, s. gaddr Mgr 15.

stinnr (stiðr), adj, 1) stiv, som ikke gœrne bojes, stinn jprn GStirs 2, s-ir krókar LU 78, stinn ór Bjhit 2, 2, s. hlunnr Arn 2, 4, s. promr Re/r 4, 4, P Sær 2, 4, Arm 4, stinn fjpl GOdds 4, s-ir stafir, egl. om de træpinde hvorpå runerne stod, så om disse selv, uafvendelige, Håvm 142, — s. hugr, ubojeligt mod, GStirs 9. — 2) stiv, svær, stinn hogg Korm Lv 54, stinn spr fit 4, s-ar nauðir Þormöl 2, 3, s. hjaldr, voldsom kamp, Ólhv 2, 9. — 3) stiv, rigelig, stinn laun Pet 31; — adv. s-t, kraftigt (egl. 'i lige retning), fljuga s-t Håvm 150. Jfr allstiðr, hug-.

stirðaurriði, m, 'stiv forel', s. storðar, slange, fåtg.

stirðna, (-aða, -aðr), blive stiv, svát s-i valla (tunga) Katr 1.

stirðr, adj, stiv, lidet böjelig, hård, s. brandr Rst 29, s. keipr ESk 12, 10, s-ar herskips stengr Sturl 3, 5, stirð stpl Arn

2,   10, — om kamp, s. herleikr PI 16; lngj 2, 3, — om kriger, kraftig, s. val-serkjar veðrhirðir Vell 27, s. strenghreins prr Þorm 1, 12, s-ir Danir fihard 15; — s. hugr Arbj 4, — stiv, om dødens stivhed, s-t barn Mv II15, liggja s. á strpum Sól 47, — om et digt, stiv i formen, s. hróðr Gd 78, — ubehagelig, s-ð útlegð Gd p 24. Jfr all-, ged-.

stirðþinull, m, 'stiv nœtstrœng\ s. storðar, midgårdsormen, Húsdr 5.

stirfinn, adj, stiv, umedgørlig, s. Sturlu arfi Gd (3 23. Jfr Ó-.

Stiflusund, n, et sund i Tjolling, Yt 34. ^x stiga, (sté, yngre steig, stiginn), 1) træde, tage skridt, gå, s. feti framar Ski 40, s. á legg, gå, Rv 32, s. i Sarp Hskv

3,  3, s. á grjóti ÞKolb Lv 6, Rígr s-andi Rþ 1, s. i folk, gÃ¥ ud i kamp, Grott 13, s. á bÃ¥l, betræde, j; blive lagt pÃ¥, Vafþr 54, s. á grábak, o: Ormen d. lange, ud 21, s. á skeiðar húf Arn 2, 4, s. á við Arn 3, 19, s. af mÃ¥rs baki Ski 15, s. ór spðl-um Vpl 7, s. af grundu, fra jorden (til himlen), Likn 24, s. upp frá hauðri ESk 6, 5, s. fyr húf, borð, træde over rælingen, ud i søen, PGisl 11, Jóms 37, s. leistum gpgnum e-n, om ilden, Yt 27, s. niðr í gognum golf Hym 34, s. niðr af krossi Has 22, s. yfir eld Brot (FJs udg) 1. 3, — med acc, betræde, s. land HHj 21. 26, Ghv 13, meðr stigu grund GSvert 1, s. beð Sigsk 68, s. Ata skíð StjO II 10, men: 'rejse hen over', s. purt land Gudr II 35. — 2) bevæge sig opad i luften, strenghpmlur sák s. Krm 8. — 3) s. of, dræbe, (egl. vistnok om den skik at træde over den fældede fjende, en handling, der ansÃ¥s for betydningsfuld, med hensyn til gengangen?), sté hann of þá báða Am 68, sték of einn GStirs 31, s. of halfan fjórða tøg Isldr 24, s. of e-n dauðan Þflekk, Vetrl; samme betydning har s. af e-m dauðum Edád 2 (betyder udtrykket,

at man satte sin fod på den døde, idet man trådte over ham?). — 4) om et digt (vers), pfugt s-andi, trædende forkert, SnH 2, 7.

Stigandi, m, jættenavn (egl. 'den der træder med lange skridt'), Pul IV b 3.

stigr, m, sti, vej, strangr varð s., om klatren i fjældet, Rst 27, brattr s., stejl, o: besværlig, vej, Sigv 3, 15, himna s., vej til himlen, Mark 1, 27, s. til himna Mdr 19. — / kenninger, for sø: Rakna s-ar Pfagr 2, kjalar s. tit 76, ~ for skjold: geira s. GDropl 4, GOdds 2, Pmåhl 5, — for guld: snáka s. tsldr 8,

—  for skede: fetla s., fetla s-s furr, sværd, Hást 2; samme betydning mÃ¥ foreligge i fetils s., Porm 1, 3, skont udtrykket at rjóða fetils s-g er enestÃ¥ende;

—  for bryst: s. sefa Ht 6, s. hjarta Krók 1. Jfr ben-, flug-, gagn-, glap-, refil-, vá-, vil-.

stigverjandi, m, 'sti-værger', fráns stígr, guld, dettes verjandi, opbevarer, mand (hvis ikke verjandi her kommer af at verja 'anvende''), Gyd 3.

stim, n, moje, besvær, halda e-m mikit s. Alpost 5.

stjarna, /, stjœrne, heiðar s-ur Vsp 57, stjprnur né vissu hvar staði qííu Vsp 5; LU 93, Merl I 59; vanår s. Sol 46; — s-ur hvarma skógar, öjnene, Ólsv 4, 2 (jfr SnE II 499); uklart er s. hvergymis StjO II 11. — Jomfru Maria kaldes (på grund af falsk etymologi) sjóvar s. Mdr

3. 30, flœðar s. ESk 6, 2. Jfr dag-, leiðar-, merki-, morgin-, sjávar-, vánar-.

stjóri, m, styrer, hersker, = stýrir, om fyrster, gumna s. Grip 1, Hfr 3, 9, s. drengja Hókr 7, s. dróttar Hfr 3, 25, hirðar s. ÞjódA 3, 35, s. aldar Merl II 34, om gud, s. virða Merl I 67, — s. Islands markar, Norges konge, ótt 4, 1 — reiðar s., vogn-styrer, om Rögnvald heid-umhår, Yt 37, sýslu s., biskop, Nik 1, 1, dr£pu s., digter, GStirs 23; s. geira dunu, kriger, Ht 53. — Okse, Pul IV ö 1. Jfr auð-, berg-, folk-, for-, huf-.

stjórn, /, 1) styrelse, s-ar fimr ESk 6, 15, góð s. Am Arn 2. — 2) særlig ror, hvormed skibet styres, senda til s-ar Gd

4,   klýfr s. sila Þjórnar ESk 13, 12, s-ar blað (eller ét ord?), den brede (nedre) del af roret (hvorpÃ¥ runer), Sigrdr 10.

stjórnari, m, styrer, om en biskop, R Ket; i kenninger for gud: s. mulins Gd 63, s. solar sætra EGils 2, 9.

stjórnarmaðr, m, styrer, Gd 26.

stjórnarmœða, /, styrelsesmöje, besværligheder ved en styrelse, Gd 25.

stjórnbitlaðr, adj, som styres ved bitill, bidsel, om hest, Oddrgr 2.

stjórnlauss, adj, uden ror, beita s-u (o: skipi) Håvm 90; — slyngva saman s-u, væve noget sammen uden regel, med hensyn til den tilsyneladende mangel på orden i indholdet af digtet, Mhkv 30.

stjórnvið, /, 'ror-vidje', vidjebánd (-tov), der gik gennem midten af roret og fæ-