sœg

559

sœm

sœgr, m, hav, s-s sól, guld, Mark 4, 2, s-s sindr, d. s., EQils 3, 12, unda s., blod, Qestr 1. Samme ord er måske det som dativ forekommende, þótt sær of pik sægjum gangi Qrv 12, hvoraf det synes at fremgå at s. egl. ikke er 'hav, sø\ men 'svær bølge' el. lign.; dog er det vel sandsynligere, at s. her er identisk med nyisl. sægur, mængde (mennesker), altså sægjum '/ store mængder, masser', dettes vokal er ubestemt, J/r dog no. søg, n. — Jfr ben-.

sæing, /, offer, ofring, doema of s. Gudr II 43.

soekialfr, m, 'angribende, erobrende, alv\ s. Atals dýra, søkriger, om Harald gråfeld, Graf 12.

Sækin, /, elv (egl. fem. til sækinn 'som trænger frem?), Gri 27, Pul IV v 1.

sÅ“ki-Njprðr, m, 'angribende, erobrende, Njord\ sverða láðs (skjoldets) s., kriger, Ã