til

567

tígn

— 7) for, altfor, med adj. og adv., t. atalt Vafpr 31, t. mart Håvm 27, t snotr Håvm 54, t. dœlskr Håvm 57, t. gfug Sigrdr 29, t. ungr Gróg 5, t. mikill Qri 1, Sól 50, Birm 3, t. mjoðgjarnir Hárf 2, t. margir Pjód 4, 1, t. kaldr Korm Lv 34, t. lltil Anon (X) I B 7, t. hór (austr) Bid] 1, t dimm (hljóð) Nj 27; t. snimma Kveld, t. lengi Eg Lv 21, t. illa Eg Lv 2, t. mjok /#r 3, 3, t. fjarri FÓ//Z 8, t. síð //dwz 66, t. vel Håvm 61; det er dette t, der er blevet til ti / mikilsti, hølzti.

tilgørd, /, handling hvorved man gör sig fortjænt til noget, især straf, láta t-ir valda ÞjÓdA 3, 26.

tilkall, n, krav, fordring, Vitn 15.

tilr, adj, kun i ntr. bera tilt með tveim, bringe forligsord mellem to, forlige to, Lok 38; ordet betyder vel egl. 'god, brav' (jfr got. ga-tils 'passende', angels. til, 'duelig, god").

timbr, n, tømmer, ved, mærðar t., digt-ningsæmne, St 5, forn t, gamle tømmerbygninger, Akv 42. Jfr bu-.

timbra, (-aða, -aðr), tømre, opføre af tømmer, t. hus Rþ 22. Jfr ho-.

timbrfastr, adj, stærkt bygget af tømmer, t. toptar nokkvi (hus) Yt 24.

tin, n, tin, tanna (verb.) t. Korm Lv 39.

tindóttr, adj, tindet, fuld af små, skarpe takker, t-tt hjarta StjO I 2; der må menes et modigt hjerte og udtrykket er lånt fra Hrungnirsmyten, SnE I 274.

tindr, m, tinde, tak, spids, járna t-a, jœrnpigge, Gd p 51. Navn på en af Arngrímssönnerne, Qrv III 1, Hyndl 23.

tindrýttr, m, 'tin-trækning', arbejde, hvorved der dannes tinstænger eller tingenstande, t-ar maðr, hentydning til tilnavnet tinteinn, Korm Lv 32.

tingl, n, metalplade, brakteat, især om (metal- eller træ-?)plader (med figurer) i skibets forstavn til pryd, s. s. enni-spænir (jfr Brim, Arkiv XI, 20 f), með grpfnum tinglum Harkv 7; t-s marr, skib, Sindr 2, t-a tong, vistnok = brandr, tungl tingla tangar, skjold, Hókr 3. Jfr Falk, Seew. 44. Jfr enni-.

tinglrýrandi, m, kun i orveðrs tungla t-endr, hvor leddene må byttes om, = orveðrs tingis tungl, orveðrs tingl, skjold, dettes tungl (måne), sværd (jfr brugen af sól i sværdkenninger), dettes 'ødelægger', kriger, Jór 4.

tinteinn, m, tin-tén, tilnavn til Þorvaldr (10. årh.), Korm Lv 38. 49; jfr tin og tindrgttr.

tira, /, Arbj 8: en tiru fylgðu (heraf ses at vokalen er kort), ordet må betyde enten 'hoved' eller 'gave\ Jfr Arkiv XIX, 122.

titlingr, m, spu/v, Pul IV xx 4.

tid, / (en enkelt gang m, se nedenfor), 1) tid, tidspunkt, þeirar t-ar, /// den tid, Am 3, 13, þann t. ÞjódA 1, 2, baztrar t-ar, til det belejligste, gunstigste, tidspunkt, Pfagr 7, hæstrar t-ar Gldr 3, Sturl 4, 5, góðrar t-ar Nkt 75, illrar t-ar Hfr Lv 25.

— 2) kirkelig tid, i sing. om en enkelt dag, sonar t-ir, sondage, Leid 9; óttu t. Le id 23, i pl horæ canonicæ, messe (til forskellige tider), t-a flaust, kirke, Mark 1, 25. Jfr andláts-, fegins-, frum-, gleði-, ⁿ9~> ógnar-.

tíða, (-dda, -ddr), have lyst, tilbojelig-hed, til, upersonl., bik, mik fara t-ir Håvm 116, Vafpr 1, at ykr vega t-i Ski 24, mik vaða t-ir SnE 1286, sem e-n t-ir Herv VII 15; medium t-isk, er skik, er almindelig, honum fiddisk hildr, han vænnede sig til, holdt af, at kæmpe, Hl 24 b, jfr Hl 33 a.

tíðaoffr, n, kirkeligt embede, gefa e-m t. EGils 1, 5.

tíðendi, n. pl, tidender, begivenheder, seg þú á lopti lpng t, fra din lange rejse, Pry 10, reifa t. Hsv 28, stór t. St Sigv, engi jofn t. heyrðuz Lil 34, hvat er t-a, hvad nyt?, Lil 62. Jfr megin-.

tíðhgggvinn, adj, ofte hugget, láta t-it hræ, lade mænd ofte blive huggede ned, om mandefald, Hfr 2, 6.

tíðliga, adv, hyppig, kraftig, tyggva t., spise grådigt, Am 83.

tíðmark, n, 'tid-mœrke', tíðmork himins, sol og måne, Merl I 57.

tíðr, adj, 1) hyppig, hvorved man ofte er beskæftiget, tíð erum bók ok smíðir, jeg er ofte ved, holder meget af at beskæftige mig med, Rv 1, víngerð erum tíð Refr 3, 4, þat vas rnér þá títt, dermed beskæftigede jeg mig dengang, Jómsv, i. á smíðar EGils 3, 4; derefter går ordet let over til at betyde 'ønsket, afholdt', fundr varð ulfs bornum einkar t. Kolli 5, mér tið mær Ski 6, jfr 7, bat vas hónum eigi afar titt Sigsk 14. — 2) be-römt (eller afholdt), stillir varð einkar t. Mark 1, 4, gumnum t-astr Merl II 27; erum titt, jeg har lyst til, Eg Lv 35, titt vasat bíða, han(P) havde ikke lyst til at vænte, Hamd 17, — i. Haustl 17 bör vist læses tíðs og henføres til hoggs, hurtigt, kraftigt, hug. — Ntr titt, adv, hurtig, bera iljar titt PjódA 1, 17; superl. tíðast, meget hyppig, Gi/p 52; tíðum, adv, hyppig, Eg Lv 36, Graf 13. Jfr afar-, all-, far-, få-, geysi-, 6-.

tíðungr, m, okse (vel egl. 'enårig tyf). Pul IV ö 3.

Tifr, f(?), Tiberen, Pul IV v 3.

tiginn, adj, 1) af höj byrd, hojættet, tfgnir menn Am 94, Nkt 82, t. Træjánús PI 33. — 2) hoj, ærefrygtindgydende, prægtig, en tígnu tíðmork Merl I 57, tignari meyjum ollum, om jomfru Maria, Gd p 57. Jfr all-.

tígn, /, höjhed, full t., om Kristus, Mdr 19, t-ar upphaf Gmlkan 1, 1, eignask alla t. PI 41, taka langa (langvarig) t. Merl II 30, numin t-um Merl II 61. — Jfr frum-.

tígna, (-aða, -aðr), hædre, ære, Merl II 27. 59, Lil 40, SnE II 142, Mdr 26.

tígnarkveðja, /, höjheds-hilsen, om englenes tiltale til jomfru Maria, Lil 29.