tryll

573

tún

rnjpk hafa troll of t-da (konu) Korm Lv 48; ordet beror i øvrigt på rettelse.

trýni, n, tryne, flab, kæft, om ulven, Rst 17.

trýta, (-tta, -tt), af usikker betydning i trýtti æ tronu hvot Hamd 17; det fortælles, at brødrene Sorte og Hamde fandt deres søstersön såret i et træ og „vindkolde ulvetrær vestenfor gården" — hvorpå den anførte sætning følger; fortsættelsen er; „de havde ikke lyst til at vænte (dvæle)"; Björn Haldórsson anfører talemåden aldrei heyrða ek trönu mína tríta (j: trýta), 'aldrig har jeg hørt mit garnnogle trimle' (rulle, volutari); dette udtryk synes bestemt at indeholde det samme (i negativ form) som Hamd-stedet; der synes(?) at være hentydet til den med en klirrende lyd forbundne dinglen (af ligene) i galgen, af en så uhyggelig art, at de, som kom dertil, helst skyndte sig bort snarest muligt; men hvgt er i alle tilfælde lidet forståeligt.

Træjánús, m, kejser Trajan, PI 33.

Irpð, /, vej, sti (især en sådan som med hegn til bægge sider går gennem tunet hen til gården), koma á auða t, på den forladte sti, indtage en tom plads, Hak 20, of t., over vejen, landet, VGl 6, — fœra Barða á t. við Orm, føre den frem side om side med, Hókr 5. — I kenninger, for 'sø': Splsa bekkjar t., den sti der fører over Sölses bænk (havet), Hallv 1; men her kunde t. også henföres til Sveiða og hreinum til Solsa bekkjar; t. fleyja Epver 2, bóru t. Hfr Lv 16, — for fjæld: t. glamma ierðar Qldr 2, — for land: Horða t., Hordland, Eg Ber. — Jfr þjóð-, or-.

Trpnubeina, /, navn på en af Træls døtre ('med traneben' o: tynde lægge), Rp 13.

Trpnueyrr, /, sagnlokalitet, Hhund I 24.

Tronuvágar, m. pi, sagnlokalitet, Qrv VII 16, IX 44.

tugga, /, stykke (eller noget) man tygger eller skal tygge, spise, i kenninger for Ug: Munins t. QSúrs 31, ÞSœr 2, 4, Þmáhl 13, ulfs t. Am 5,9; — for Fenrir: Gleipnis t, hráki Gleipnis t-u, elven V£n, hvilket in casu bruges for appell. v$n 'håb', sitja á v£n, sidde og vænte, Stridk; — for sværd (efterklassisk, i transitiv betydning 'hvad der tygger, bider'): Herjans t. Ormsp IV 5.

tugr se tøgr.

Tumi, m, Turne Sigvatsson, QOdds 3, Anon (XIII) B 19; — sagnperson, Ormsp IV 7; navnet er kælenavn for Tómás.

tundr, n, ildtænder, hvad der kan brænde, t. lagði (kona) undir, j: under gryden, EQils l, 29.

tunga, /, 1) tunge, á t-u mér Arbj 15, t. es hpfuðs bani Håvm 73, gæta t-u i góma báða Am 9, hræra t-u Anon (XI)

Lv 3, St 1, séa við t-u, o: ens ord, Gunnl Lv 8, harðr i t-u, d. s., Hfr Lv 28, trúr í t-u Hsv 19, Od 9 (jfr trur), t. fekk mér golls, min tunge, d. v. s. mine digterord, Sigv 11, 17, hraðmælt t. Håvm 29, fló t. Lok 31, flárpð t. Håvm 118, tirkunn t. ESk 6, 60 (jfr 64); (rúnar) á Braga t-u Sigrdr 16; ulfa ferðar t. Arn 2, 5. — / kenninger, for sværdklinge: t. meðalkafla Ggnæv 2, hjalta t-ur Ólhv 2, 10, slíðra t, t-ur Hl 9 b. 37 b, véttrima t-ur Bkrepp 8. — 2) sprog, nema á margar t-ur Mark

1,  9, mæla á hverja t-u manns Grip 17, á danska t-u, með danskri t-u Sigv 1, 15, Mark 1, 27, ESk 6, 26, LU 4. — 3) trekantet stykke land der dannes ved elves sammenflyden, Pul IV æ 2. — GÃ¥rds-navn pÃ¥ Island (Brœðratunga) Nj 20; T-ur, stedsnavn i Norge, ved indløbet til Stavangerfjorden (pÃ¥ sydsiden), Sigv 7,

2,  3. Jfr foraðs-, hø-, ítr-, lof-, orms-, slíðr-, sval-, vesæri-.

tungl, n, himmellegeme, især sol eller måne, Pul IV II, t-s tjugari, solens sluger, solulven, Vsp 40, gefa t. merkja, for at belegne, Ólsv 3, 2. — / kenninger, for himmel: t-a rann ESk 6, 46, t-a hválf Gd p 15, — for gud: t-s tyggi Merl II 60, t-a stýrir Gd$ 54, —- for sværd: folka t. PHjalt 1, orveðrs tingis t. Jór 4, — for °J^e (Jfr SnE I 538): hvarma t. Korm Lv

3,   â€” for skjold: Hildar t. Ólhv 2, 10, Hrundar hríðar t. Hl 36 b, tingla tangar t. Hókr 3; — uklart er t. sjotrungnis Anon (X) II B 6. Jfr baug-, brá-, boð-, enni-, himin-, hlýr-, remmi-, straum-.

tunglbryggja, /, 'sol-( resp. måne-)bro', himmel, Leid 19.

tunglrann, n, 'sol-( resp. måne-)hus\ himmel, EGils 1, 5.

tunglskin, n, 'sol-( resp. måne-)skin\ t. Eiríks bráa, Eriks hvasse blik (bráa tungl = öje), Arbj 5.

tungusætr, adj, 'tungesød', sød i sin tale, veltalende, LU 92.

Tunni, m, sagnperson (træl og skatmester), Yt 17.

tupt se topt.

turn, m, tårn, Merl I 19, II 6. Jfr gnap-, hp-.

tusi, m, Ud, Pul IV pp 2 (eller túsi, jfr skrivemåden tvsi?).

tuttr, m, pusling, t. litli Qrv V; ordet er vist — stuttr (som subst.j, udtalt, som det kaldes nu, med „tœpitúnga".

tuttugu, talo., tyve, Nkt 14.

tún, n, indhegnet stykke, hvorpå der er bebyggelse, 1 t-i Vsp 8, Harkv 16, Hjprtr 2, Gudr I 16. 22, Il 40, Sigsk 29, i t-um (Odins) Vafpr 40. 41; i pi, om en hel bolig, gård, Freyju t. Pry 3; fimm t. Qrv IV 3; tun, i isl. betydning, græsmark omkring gården, Vigl 7. — / kenninger, for en gravhoj (med omliggende areal): t. (Þórgríms) GSúrs 8, — for himmel: himins ritar t. Leid 42, — for sø: barðs t. Porm 2, 11, — for hoved: reikar t. Sigv 12, 14, — for öje: hvarma t., Ragn IV 3