tpng

576

uf

með t-ar munni ESk 6, 60, tingla t. = brandr på et skib, hvis tungl er 'skjold', Hókf 3; konungr t-ar, grovsmed, ÞjóðA 4, 15; t-ar bang, 'tangstilk, som tangen griber om\ = sia, (glødende) jærnstang, Pdr 16, t-ar hangagalgi, arm, Rv 7. — J/r dal-, hramm-, hvarm-, spenni-.

tonn, /, (pi. tennr, tenn, teðr), tand, Anon (X) I B 7, Vpl 25. 36, rjóða tonn Bkrepp 6, rjóða ylgjar t. Sigv 1, 12, rjóða fenris teðr tsldr 7, (rúnar) á Sleipnis t-um Sigrdr 15, tenn h£num teygjask (s. d.), tænderne strækker sig ud (af begærlighed), Vpl 17, gnlsta tennr, skære tænder, LU 73, tæja, téa, tanna, vise tænder, j: ved at smile, og så 'smile' (af glæde), Korm Lv 32, HolmgB 9; t-a sår, sår ved tænderne, Mhkv 12, t-a hvarf, munden (eller mundhulheden bag tænderne), Ulfr Lv; tennr Hallinskíða, Heimdals tænder, guld (jfr Golltanni), Graf 13; t. foldar, sten, Gd p 33, lagar t, d. s., hvis teksten er rigtig (jfr vébraut), Gldr 2. — Jfr fen-, Hildi-, vig-, bref-.

tppuðr, m, tilintetgörer, t. naðrbings, guldets øder, mand, Bkrepp 8. Jfr angr-, brik-, gráð-, hring-.

tys se tý.

Tptra, /, sagnperson, Gautr I 4.

tytrar, m. pi, pjalter, hvat hafim heldr an t-a Pstf 2, 1.

tytrughýpja, /, 'pjalte-klædt' (af hjupr), Hhund I 43. — Egennavn, datter af Træl, Rþ 13.

t£g> /» rodtrævl, rod, Pul IV kk 1, ef høggr t. undan (tekr tré at hniga) Am 73.

Den korte n-lyd veksler med o / ord som goll—gull, goð—guð; / skjaldepoesiens ældre tider (indtil omtrent 1100) er o-formerne som det synes eneherskende, medens n-formerne forst dukker op i den følgende tid; de må dog gå længere tilbage og være brugt jævnsides med de forste, da de ellers ikke vilde være bleven eneherskende (i løbet af det 13. årh.). En orknøsk form er vel muli; om sonr, sunr, se dette ord. Derimod findes der kun u / ord som ulfr (olfr kun i mandsnavne). Det findes i part. perf. sukknir (: drukn Steinn), kumnum

týl, /, svig, bedrag, list (yngre er tål / sing som ntr), vasa t. Anon (XIII) B 16, af t. fjanda EGils 3, 2, t. es at mæla annat Steinn 1, 6, hafa t. teitimála, blive snydt for glade samtaler, Korm Lv 55, t-ar bål, hæftig sygdom (af åndelig art), EGils 1, 12; hyppig i pi, draga e-n á t-ar, svige en, Stefnir 1, tældr miklum t-um Alv 35, verða at t-um, blive til svig (for en), anvende svig (mod en), Sól 20; settir með hprðum t-um, om en sygdom, EGils 3, 9; — sløkkvir, eyðir t-a, from, ærlig, mand, om biskop Gudmund, EGils 2, 14; 1, 27; — t. Erlings, Erlings fald, (jfr tæla), Sigv 7, 8. — Jfr fjortøl.

týrughlýri, adj, med kinder våde af gråd, at telja t-a (fem.) Ghv 9.

tøgdrapa, /, et slags digt (navnets oprindelse er uklar; = tvitøg drapa?), Ploft 2, 8.

tøgr, m, (skr. tigr, tegr, togr, tugr, jfr Bugge, Arkiv II 252), tier, fullr t. Sigv 1, 10, fylla annan tøg Am 3, 18, halfan þriðja tøg Tindr 1, 4, prim t-um snekkjum /v 36, prim t-um vetrum Gd $ 61, þriggja tega (hds tego) manna Gudr III 5, með þría t-u, sst, þræla þría t-u Am 95, þrír t-ir Am 54, fjórða t-ar manna HolmgB 9, fjórum t-um dogum Likn 24, fjórir t-ir drengja Porm 1, 12, fjórir t-ir vetra VGl 9, fjórum færi (sverð) an fimm t-u HHj 8, sex t-ir Pstf 1, 2, átta t-u (borga) PjódA 3, 2, fimm hundruð dura ok umb fjórum t-um Gri 23. 24, gjalda hundruð þría t-u Anon (XII) B 5, jfr 6.

(: sumr, næppe at læse somr, Hfr). Efter vokaler er u (i endelsen) i reglen ikke synkoperet i tiden för o. 1100; dog er synkopen begyndt i det 11. årh., jfr ófám Am 3, 8. I afledningsendelsen -ung kan kun u (ikke o) konstateres.

uðr se unnr.

uf findes adskillige gange i cod. reg. (Eddadigte; 5 30. 8 28. 19 25 — 73 8. 82 26, som udfyldningspartikel på de förste, som præp. på de sidste steder), men der foreligger vel her kun en litterær form, en mellemform mellem of og um.

u