upp

583

ux

brann u. Haustl 16; Vsp 3, Vafþr 20, Þry 2, Oddrgr 17, på alle disse steder står u. som modsætning til jorð.

uppi, adv, oppe, i det höje, u. ok niðri LU 1. 40, u. i himni Mark 1, 22, skolla við ský u. Vpl 37, á tré u. váfa virgilná Hávm 157, glóa u., j: øverst på masten, Am 2, 10; e-n dagar u., en overraskes af dagen, Alv 35, e-n fjarar u. Mhkv 19. — hafa u., egl. •holde noget op, frem\ bevare i erindringen, Vsp 16, Jorns 41, láta u., tage frem, give, Korm l, l, H hund I 12; (vesa) u., mindes, Am 2, 15, Grip 23. 41; tvivlsomt er hvad vesa u. betyder Håvm 17, u. es þá geð guma, enten 'da vil mandens sind vise sig' eller (og snarere) 'da er det forbi med mandens forstand' (jfr var þá u. hverr penn-ingr, sluppen op); verða u., komme frem, indtræffe, óskepna varð u. Am 5, 20.

Upplendingar, m. pi, beboerne af Upp-lpnd, Oplandene (i Norge), Sigv 2, 12, Arn 6, 7, Hhard 7, Oautr II a 3.

upplenzkr, adj, oplandsk (fra Upplond), u. hilmir, norsk fyrste, PjódA 3, 14.

upplok, n, lukken op, at u-i, for at lukkes op, HÃ¥vm 136.

Upplpnd, n. pi, Oplandene (i Norge), Sigv 12, 2, Ólhv 2, 8; U-a gramr, norsk konge, Pjód 3, 2, Qísl l, 17.

uppregin, n. pi, 'guderne i det höje\ Alv 10.

uppreist, /, oprejsning, hæder, vesa rneð u. hóri Mark 1, 23; orða u., ordenes oprejsning, de oprejste, o: fremførte, ord, Pfisk 2.

upprinnandi, part, rindende op, at u. sólu, v. 1. til uppvesandi, Hårb 58. I' uppruni, m, rinden op, opgang, u. solar Krm 8. 11.

Uppsalir, m. pi, Upsala (i Sverrig), Yt 15, Qrv IV 4.

uppsátr, n, (-rs), 'sted hvor noget, især skibe, er sat op\ u-rs vigg, skib, boði u-rs viggjar, mand, Hfr Lv 23.

uppskár, adj, kun i ntr. láta u-tt, åbenbare, Vigl 16.

upptekinn, adj, påbegyndt, u-in sýsla, syssel man har påtaget sig, Hsv 117.

uppvesandi, part, 'oppe værende', at u. sólu, ved solens 'væren oppe', opgang, Hårb 58, Hæng V l.

1.  Upsi, m, egn i nærheden (eller en del?) af Grenland, Yt 35 (v. 1. Ofsi).

2.  upsi, m, 'storsej', Þul IV x 4.

urð, /, hob af nedstyrtede stene (ved fjældskred), stenhob med huler imellem, i u. Svarf 11, u-ar þrjótr, jætte (egl 'en i en stenhule boende fjendtlig eller trodsig person'), Pdr 5, u-ar áttbogi, stenhulens slægtled, slægt, jætter, Bergb 10, u-ar lax, slange, u-ar lax œskijprð, guld, Hl 4 a, u-ar sigðr, slange, Merl I 46, u-ar (ved rett.) otr, björn, Grettis 18.

urðhœingr, m, 'stenhulens laks' (jfr urðar lax), slange, u-s jprð, guld, Stridk.

1.  urðr, m, død (oprindelig samme ord som 2. urðr. Jfr K Gisl. Aarbb. 1881 s. 242 f), sá u. þótti sanngorvastr Yt 28 (v. 1. yrðr), draga urð at e-m, volde ens død, Pskakk 3, u. pðlinga hefr þú æ vesit Gudr I 24 (her kunde der dog ogsÃ¥ foreligge 2. urðr), urðr mun eigi forðask Anon (XIII) B 37.

2.  Urðr, /, skæbnegudinden (den oprindelige ene, til hvilken der senere kom to yngre, Skuld, Verðandi), Urð hétu eina Vsp 20; komsk U. ór brunni Korm 1, 4, U-ar brunnr Vsp 19, HÃ¥vm 111, sitja suðr at U-ar brunni, om Kristus, EU 3; munk of heitin U., dødvoldende væsen, Drv (XI) 9, U-ar orði kveðr engi maðr Fj 47, U-ar lokur, skæbnens faste bestemmelser, Gróg 7.

urðþvengr, m, 'stenhulens tvinge, rem', slange, u-s hlíð, guld, Hard 5.

urt, f, plante, eller måske rod, u. alls viðar, blandt tryllemidler, Gudr II 23.

urtafullr, adj, fuld af urter eller rødder, u. belgr, skindpose med sådanne i, brugt som amulet, Steinarr 1.

urþjóð se yrþjóð.

usli, m, ild, bål, Pul IV pp 1, eldr ok u. Frp I 27 (ved rettelse), Qrv IX 31.

Usna, /, (eller Úsna?), en ø, Pul IV bbb 6.

utan se útan.

uxi se oxi.