ú
584
út
u
Ú er den lange n-lyd. Den findes (i stedet for norsk-isl. o) i fua (vistnok orknøsk, jfr muli). / præp. ór, úr, ýr er her altid skrevet 6; der findes intet eksempel i rim. Ligeledes skrives 6- og ikke u-, Jfr rimet ó-l(aust) : stóli (Steinn 3,12); der har dog sikkert været dialektforskel i udtalen.
udi, m, ild, Pal IV pp I.
1. úfr, m, drøbel, ú. skorinn Nkt 27.
2. úfr, m, björn, Pul IV cc n.
3. úfr, m, ugle (gengiver bubo / de isl.-latinske gloser i 1812), Pul IV xx 2.
4. úfr, adj, rejst eller rejsende sig (imod), fjendtlig, ufar ro dÃsir Orà 53.
1. ur, n, stakker (små jærnsplinter der falder af det ophedede jærn, jfr sindr), úr er af illu járne Rún 3.
2. úr, n, fugtighed, ruskregn, vand, Pul IV oo 1, úri þœfðr, valket af havet, om midgårdsormen, Rdr 14.
3. ur se ór.
úrdrifinn, adj, overspröjtet af havets vand, ú. sægnipu Sleipnir Refr 4, 3.
úrfræningr, m, 'væske-slange1, hræmána \xx,rblod, dets 'slange', sværd, QDropl 3.
Úri, m, dværg, Fj 34.
úrighlýri, adj, med våde kinder, ú-a, om Gudrun, Qudr II 5.
úrigr, adj, 1) fugtig, vædet af regn eller søsprojt, úrgar brautir Rp 39, Fj 2, urig fjpll Ski 10, Hamd 11, ú. álvangs marr Rv 9, u. stafn HHj 15, ú-t barð Rv 31, u-g varta Psvart, u-g strpnd Mark 1, 24, u-g bára, her som v. /., Frp I 10; i usikker tekst, Arbj 4. — 2) blodvædet, blodig, ú. malmr Steinn 3, 9, urgir hjalmar ESk 10, 2.
úrigtoppi, adj, med våd, fugtig, hårlok (der falder ned mellem ørerne på hesten), Drv (XI) 12.
urr, m, urokse, úra atgeirr, horn (skr yraj, Eg Lv 4.
ÚrsúÃa, /, helgeninde, Mey 54.
úrsvalr, adj, fugtig, kølig, råkold, u-ar unnir Hhund II 13, úrsvpl bára Frp I 23, ursvpl Gymis vplva Refr 4, 2, u. unnar steinn Hhund II 31, u-t (tår) Hhund II 45, gina u-um munni, om fossen og klippehulen, Orettis 44; u-ar hendr Hhund II 44.
úrvðn, /, egl forventning' om regn\ ting hvorfra regn kan ventes, jætternes navn på skyen, Alv 18.
úrþveginn, adj, vasket af søsprojt, ú-nar jarðir Sturl 5, 8, ti-in alda, den våde (eller skumtoppede?) bølge, Hfr Lv 26.
Úsa, /, elven Ouse (i England), Ótt 3, 5, Arn 6, 9, Steinn 3, 2 (jfr ýsa? Pul IV vi).
út, adv, comp. útar, 1) ud, udad, om bevægelsen fra husets indre ud deraf, ganga ut Lok 64, Hhund II 42, koma út Vafþr 7, skæva út Oddrgr 32, leita sér ut staðar Hávm 112, hefja út, egl 'bære liget ud af huset, begrave, Am 102, bera út ór orðhofi St 5, heyra út, høre noget (der sker ude) indefra, Hróm 1; usikkert ut af aldni skal bera, og útar hverfa Fj 22. — 2) udad, retningen bort fra land, ud på havet, út at sundi Sigv 1, 1, Jorns 35, sinna ut, om ledings-hæren, Sturl 3, 12, hafa lið út Halli 2, jfr flæma ut, jage ud af landet, Sig v 10, 2; om ydre dele af landet (ved kysten), bo es i Sogn út, / den yderste del af Sogn, Hhund I 50, ut fyr eyri Krm 21, ut fyr jarðar skauti Snæbj 1; útar foera (skip), ro længere ud, Hym 20, nesjum utar Bkrepp 8. — 3) om fjærne lande (udgangspunktet er Norge), gera fpr út Mark 1, 28, ut i lpndum Mark 1, 31, ut með Serkjum Sturl 3, 21, út bars heitir Alkasse Hskv 2, 4; jfr út frá Rómi, længere ude end Rom, o: syd (øst) for Rom, Mark 1, 12. — Efterklassisk er ut af =.-af, LU 50. — 4) ud, tilfulde, inna ut, til ende, LU 64.
útan, (yngre utan), A) adv og præp, 1) udefra, udenfor huset, Sigv 3, 4 (fyrir her hører til spurðumk). 5, 2. — 2) om husets ydre del, støkkva ú. endlangan sal, springe fare tilbage til den inderste del af salen, Pry 27. — 3) udefra, fra havet eller den ydre kyst, þaus à Orvasund ú. fóru Hhund I 24; om lyden, ú.. gnýr á eyri Obarr 2; ú. bindr við enda PjódA 3, 34. — 4) om fjærnere lande, knýja ú., føre fra fjærne lande, Mark l, 12, færa ú. erkistól of Saxa merki Mark 1, 13; om retningen fra Island, sendu oss u. Eyv Lv 14. — 5) udefra, med Ã¥, lauðri dreif á lypting ú. Arn 2, 10. — 6) udvendig, sveipk ú. silfri Vpl 24. 35, u. eldi sveipinn FÃ¥fn 42, eldi v£ru eggjar ú. gprvar Brot 20, járni kringt utan Heidr 16. — 7) medmindre, ú. pnnur skpp verði Ã