val

588

vald

dele' (v. 1. -bust, -bast); sikkert betyder ordet dette, d. v. s. en del af sværdet, men hvilken denne er, er ganske usikkert (SE mente, at det mulig var ryggen på et enægget sværd, men det er det næppe; på grund af forleddet val- skulde man tro, at det var et sted nær ved spidsen), á v-u verpr naðr hala, en slange ringler halen på v. (dativ), HHj 9, (run-ar) á v-um (mærk brugen af pi), Stgrdr 6; t kenntnger, v-ar rpðull, sværd, ESk 6, 43, v-a (pi) eldr, sværd, Eg Lv 40, v-a Rin, blod, ESk 7, 6. Et forsøg på forklaring af ordet findes Falk, Waff 30 f. vald, n, magt, herredomme, rådighed, eiga mikils v. Hårb 25, eiga v. foldar Ht 12, Hfr Lv 9, v. Viðris Hfr Lv 7, tamr v-i e-s Refr 2, 3, sæmd og v. LU 26, heiðr og v. LU 17, v. og ástir LU 13, jfr halvverset SnE II 240 (bar er ómælt v.

0. s. v.), i sinu v-i LU 6, af þínu v-i, pÃ¥ grund af din magt, Sturl 3, 4, kyrrleiks v., magten til at holde noget roligt, LU

1,   v. myrkra Od 49, auka v. Sturl 3, 20, hplf eru vpid und Kalfi Kolgr, er v-it beiddi, som magten, j: dens Ihændehaver, krævede, LU 61, leggja á v. e-s, overlade noget til ens afgörelse, Sól 20, e-t þróask með v-i, med den vundne magt (embede), Qd 29, halda v., beholde sin magt (embede), Gd 54, halda v-i Gd 51; — magtomrÃ¥de, rige, breitt v. Hó-konar Tindr 1, 10, páva v. Sturl 3, 1; --vold, skyld, kenna e-m vpid e-s, beskylde en for noget, Hsv 39. — Jfr ein-, stór-.

valda, (veld, olla, valdit), 1) have magt, rådighed, med dativ, v. véum Gri 13; v. pllu Mark 3, 1, mátt sjalfr v., du kan selv råde, bestemme, Am 60, einn þú því ollir, du magtede det hele alene, Am 83, rik skpp v. Korm Lv 40, ef ek må v., hvis jeg skal råde, Porm 2, 18, skald biðr at goð v-i Sjórs 3, v-i goð hvar skalk slita aldri Hfr Lv 28, goð má v. hvárr o. s. v. Pfagr 2, v-andi guð Mv III

1,  v-andi láðs lýbrautar, guldets besidder, Puridr, hers v-andi Ht 49, fÃ¥ i sin magt, v. hpppum Rst 10, v. gagni Sigv 12, 6. — 2) have den afgörende myndighed med hensyn til nogets ikrafttræden, forÃ¥rsage, afstedkomme, volde, med dativ, Hhund II 26, Grip 51, FÃ¥fn 25 o. s. v., Haustl 3. 17, BjH 6, Hfr 3, 27, Gunnl Lv 12, Mhkv 10, v. hvóru Eyv Lv 14, v. morði Ólhelg 9, ísldr 4, Gráf 9, v. sókn Ótt 3, 6, v. styr Hl 28 a, v. vígi GSúrs 16, Bbreldv

2,  v. bana PKolb 3, 12, v. aldrspelli Rst 5, v. aldrlagi GSúrs 30, v. dauða Pmáhl 12, v. gný Anon (X) I B 8, v. starfi Stgv 1, 7, v. upphpfum Sigv 1, 4, v. rógi Isldr 19, v. spkum Has 17, v. bolvi Korm Lv 48, v. Venða sorg Am 2,^r //, v. fundi Sigv 2, 3, hlut veld ek minum, jeg har min part i skylden, Am 84; vigs v-andi Qrv IX 1, jfr halda upp því es v., bære (Ude straf for) hvad de forskylder, PjódA 3, 24; v. e-u, med følgende es-sætning, ærskan veldr því es Mberf

6, vér vpldum því es Hak 12; HHj 26; uden dativ, St 2, Hhund II 45, Lok 47; med at, hon olli því at Sigv 9, 2, absolut, trautt kallak pann v. er varar, bære skylden, Mhkv 19, eða v. aðrir Am 12; Qudr II 28. — 3) med dat. pers., volde en (noget), hitt veldr (mér), det er grunden til, at jeg o. s. v., Porm 2, 24, veldr elli mér HolmgB 12, hvat kveða v. vifi, noget går der af, Hfr Lv 18, en ek v. stálgaldrs stríðbendi PKolb Lv 9, — med dobbelt dativ, v. e-m dauða Hhund I 55. — med gen., láta tilgøråir v. hylli sinnar, lade sin gunst bero på fortjæne-ster, lonne enhver efter fortjæneste, PjóðA 3, 26. — Part. v-andar (pi), Anon

(XII)  B 16.

valdaðar, Qlvlr 2, l en forvansket sammenhæng.

Valdamarr, m, Valdemar d. store Rusland, Edåd 6; — ukendt person, Stgv 12, 23.

valdari, m, Ihændehaver, v. sigrs, sejrvinder, Mark 1, 8. Jfr valderir.

Valdarr, m, sagnkonge, V. [réð] Donum Gudr II 19; Herv V 1.

vald-Eir, /, 'rådende Eir\ v. gamans, Eir (gudinde) som råder over elskovs-nydelse, yder sin elskov, elskovssyg kvinde, Anon (X) I B 3; valdeirs Anon

(XIII)  B 19 er uklart og vistnok tildels forvansket.

valderir, m, styrer, v. éls foldar, gud, PI 26. Jfr valdari.

valdi, m, styrer, besidder (Ihændehaver)), folks v., hövdlng, PTref 1, v. vigfoldar vandar, sværdets styrer, kriger, Ht 30, v. mildi, miskundhedens besidder, gud, Heilv 9; styrjar v., kampens fører, kriger, Ht 63; hertil skal måske henføres vegs v-ar, hovdlnge (ordet kunde også komme af valdr), SnE II 198. — Jfr all-, ein-, folk-, Þrí-.

valdr, m, 1) = foregående, som har magten (over noget), styrer, besidder, v. Hprða, norsk konge, Vell 26, v. norrænnar aldar Sturl 6, 7, v. hersa, konge, Yt 14, vés vægi-v., Sigurd jarl, Korm 1, 6, v. galga, Odin, HelgÓl, Phred 9, liðs v., konge, ESk 6, 62; om gud, v. himna, v. heims ESk 6, 63, PI 19, Has 20, LU 37, v. mána SnE II 232, Gd p /, v. vagn-brautar Obarr 1, v. hreggs tjalda Has 57, v. heimsalar tjalda Arngr 2, 3, v. fjprnis foldar PI 1, v. veðra grundar Has 63, v. munka Hallv 7, v. presta Mgr 8, dýrðar v. Has 36, v. náðar Heil 11; v. rausnar, udmærket mand, PI 15. — 2) ejer, bruger (af noget), v. skjaldar Ht 5, v. hlifar Gldr 4, v. hjalms Hl 31 b, v. fleins tsldr 23, v. fieina Bjhtt 2, 1, v. stála Ht 44, v. bláserkjar GSúrs 12, v. vígbalkar Bbreldv 2, v. brynpinga (v. 1.) Sigrdr 5, v. reiðar Korm Lv 34, kióla v., Hymer, Hym 19, v. eybaugs viggja Eskål Lv 3, v. tjalda há-Sleipnis Porm 1, 2; bjargs skjpldunga (jætters) veig-v., digter, GSúrs 14, v. vegs né vægðar Anon (XII) B S, v.