vá

596

ván

vábróðir se vágr.

váðamaðr, m, skadelig person, person som man kan vænte skade, mén, af, Mgr 7.

váði, m, fare, skade, fáa vísan v-a Stufr 3, vist hafði mSr ferri v-a, var jeg langt fra fare, Korm Lv 53 (ved rettelse af vaðir), stýra til v-a, göre at man bliver udsat for fare, Am 6, 7. — / ken-ninger, vitnis v., farlig modstander, Odin, Refr 3, 4, orms v., Tor, Ht 3, lindar v., sværd (lind = skjold), Hhard 2, randar v., sværd, Hl 16 a, vigtjalds v., d. s., Þmáhl 2, lindar v., ild, Fåfn 43.

1.  váfa, (-ða, -at), 1) bevæger sig frem og tilbage, især om noget der hænger, dingle, ef sék á tré uppi v. virgilná Hávm 157. — 2) færdes flakkende, flakke omkring, v. með vílmogum Hávm 134. — 3) om noget der er usikkert, er svævende, pott von min v-i und hlut þínum. beror pÃ¥ din uvisse afgorelse, QullÃ¥sp 2. — f/r ófa.

2.  váfa, /, svingende, vaklende, usikker gang, hefk vófur helsis vals, jeg vakler som en tojrei hest(?), Eg Lv 44.

váfallr, adj, som er tilböjelig til at falde farligt, v. em ek skalla, jeg kan let falde til skade for mit skaldede hoved, Eg Lv 44.

váfreið, /, '/' luften farende vogn\ hreggs v., Tors kærre bevirkende storm og lyn(?), hreggs v-a húfr, kærrens karm (jfr húfstjóri), Pdr 14.

Váfoðr, m, Odin, fejlagtig opfattelse f V£fuðr, Pul IV jj 5.

Vágar, m. pi, Vågan i Lofoten, /v 27. 28.

vágfylvingr, m, skib; det er uklart, hvad fylvingr er i denne kenning, Þ skakk 1.

vágmarr, m, 'bølge-hesV, skib, Reg 16.

1. vágr, m, 1) hav (egl 'det svulmende, sig løftende', — haf), Pul IV u 1, vindr á v-i Havm 154, Gudr I 7, vindr sÃ¥s ferr vÃ¥g yfir Vafpr 36, róa á vág Hym 17, á v-i Vell 20, Hl 36 b, við vág Yt 29 (om en större indsø), koma at v-i, om en elvs strömmen ud i havet, Yt 31, v. prutn-aði Oísl 1, 15, vaxandi v. Havm 85, v-i verpr inn, havvandet sprojter ind over, Ã