verk

607

verr

stenfs ry), Vell 5, v. þykkja þín verri miklu Hym 19, þau v. Váts ok Fasta Yt 20, telja e-t sitt v., anse det for sin gær-ning (pligt), Ótt 2, 1, telja v. Þorm 1, 3, vinna halft v. Hym 26, merki minna v-a Hárb 19, merki fremðar v-a Rst 10, jfr Am 5, 12, [eru sælir] sumir af v-um vel Håvm 69, hvarfa þóttu v. hans með himinskautum Hyndl 14, v. mér af v-i v-s leitaði, den ene handling førte til den anden, Håvm 141, árligum v-um, 'med morgen-gærninger'', d. e. alt for tidlig, Hårb 4; om guds gærninger, LU 5; om mirakler, blíð v. ESk 6, 23, jfr 30. 56 og oftere - om kamp-bedrifter, v. und merkjum Bbreidv 6, om et digt, þetta v. LU 96. I en lidet forståelig sammenhæng, Hást 5. — Jfr ást-, banns-, dag-, dyggðar-, dýrðar-, eymðar-, fár-, firin-, for-, frama-, góð-, handa-, happs-, her-, krapta-, lasta-, lost-, megin-, mildi-, morgin-, reiði-, svaðil-, sœmðar-, ol-.

verka, (-aða, -aðr), arbejde især med noget, v-endr seims, som beskæftiger sig med guld, mænd (efterklassisk), EQils 3, 15; v-endr Heðins serkjar, brynjes istandbringere, krigere, Hfr 3, 13, medmindre v. her betyder 'erobrere'.

verkalýðr, m, arbejdende skare, arbejdere, tjænere, i pi, Qautr II 10.

verkbitinn, adj, bidt, dræbt, af smærter, Yt 6.

verkdagr, m, arbejdsdag, sögnedag, VqIs 8.

verki, m, digt, litill v. Gd 58, minstr v., et lille vers, Hfr Lv 25, greypr v. Qrv VII 3, vandr v. Leid 3, fyr v-a ÞjódX 3, 26, dýrka v-a Leid 45, vanda v-a LU 97, fara snøggum v-a, indrette, ESk 6, 8, vandr v-a, omhyggelig med hensyn til, HSt 2, 4; v-a stoerir, digter, Korm Lv 35 (ved rettelse af virðar), \-inn erat svá mjúkr i kverkum Od $2. — / ganga sins v-a á vit Håvm 59, må v. betyde s. s. verk, gærning, eller også er sins ved misforståelse indkommet, så at v-a da kunde være gen. pi. af verk. — Jfr frægðar-, mis-.

verkkaup, n, Ion for gærning, Ion, PI 30.

verktnadr, m, tjæner, Pul IV j 10.

verkr, m, værk, smærte, fyr v-jum Þ Kolb Lv 12, of borin v-jum Oddrgr 4, v-ir vikna Od 14, taka v-k EQils 1, 32. — Jfr fót-, hel-, hjart-, hpfuð-.

verkþjóír, m, 'vœrktyv', som unddrager sig et arbejde (han har pligt at göre), Hsv 141.

Verland, n, symbolsk navn, 'menneskenes — og altså også gudernes — land', Tors hjem, Hårb 56.

verlaus, adj. fem, uden ægtemand, v. vesa Ski 31, Gudr II 30.

verliðar, m. pi, mennesker, egl 'de som tilhører vera lið', förste led er ver- / verr (verar), det hele — menskir menn (jfr verþjóð og ásliðar), vinr v-a, Tor, Hym

11. B. M. Olsens opfattelse (Festskr til Wimmer s. 151) er anderledes.

verma, (-ða, -ðr), varme, ek v-i kalt Sn E II 200.

Vermaland, n, VÃ¥rmland, Sturl 6, 4.

Vermar, m. pi, beboerne af Vdrmland_% Ölhv 1; V-a byggð Sturl 4, 9.

Vermundr, m, V. den mjove, isl. hov-ding (10. årh.), Þmáhl 3. 12.

vernd, /, beskyttelse, v-ar skaut LU 86.

vernda, (-aða, -aðr), beskytte, v. sinn klerk Mv III 19.

verndarlauss, adj, uden beskyttelse, Mey 25.

verndarvanr, adj, blottet for beskyttelse, uden forsvar, Fj 2.

verpa, (varp, orpinn), 1) kaste, v. -lauki i log Sigrdr 8, fótum, hondum sér þú orpit i eld Hamd 24, v. ábrondum, kaste, o: uddele, Hf116, v. augum upp (á himin) Hårb 19, Rdr 20, upp ek per verp Lok 59, á himin v. halsa skautum Bdr 12, v. grjóti at e-m, kaste sten for at danne en gravhój over en, TorfE 2, v. haug Nkt 10, orpinn haugi (v. 1.) Yt 36, orpinn sandi, overøst, tildækket, med, Sól 49; v. steini of afl, kaste en sten, der overstiger ens kræfter, foretage sig noget man ikke kan magte, Þham 1, 1, v. (sverði) eptir e-m Sigsk 22, v. soðli af mari Ski 40, v. brynju, smide brynjen, Am 3, 10, v. vatni á e-n, overøse en med vand, døbe, Håvm 158, naðr verpr hala, kaster sin hale, udstrækker den, HHj 9, v. hundum, j: under jagten, Rþ 35, v. hunum (s. d.) Harkv 16 (jfr herom Arkiv XXI, 175 f; XXIV, 199 f); — v. á glæ, mar, kaste i søen, om et frugtesløst arbejde, noget der gores uden nytte, Mberf 5, Ht 67, v. á máskeið, d. s., Arbj 24, — upersonl., grjóti verpr of sæ Þjód 4, 2, verpr vígroða of vikinga Hhund II 19, lauðri varp (v. 1. til dreif) á lypting Am 2, 10, oldum varp innanborðs Sturl 3, 15, vági verpr inn of prpm Arm 4, víði verpr inn of prom Refr 4, 4, orpit es grjóti fyr hofn, den er bleven stænget, utilgængelig* Ólhelg 7, sem ismol (dat.) yrpi Ólhv 2, 11; sorg varp á mey Valg 3; verpr lind (dat.), skjoldet bevæges stærkt, Ht 9; — orpinn í bóru (dat.), begravet i bølgen (dog ikke sunken), Frþ 17. — 2) bevæge stærkt, med et kast, (uden at kaste det bort), v. skjaldi Þorm 2, 1, v. broddfleti Hfl 18, sól varp sunnan hendi Vsp 5. — 3) om uegenlig (åndelig) bevægelse, v. orðum á e-n, tiltale en, Va/pr 7, urpusk á orðum Am 42; v. ondu, sukke, Sigsk 29, Bjhit 2, 5; v. fjorvf, udånde, Sigsk 29; v. reiði á e-n Jpkull 2. — 4) lægge (æg), abs, v. tysvar Sturl 4, 4. — 5) rende (en væv), varp Óþjóðans móðir Qrv II, vítt es orpit, en vid (vidt omfattende) væv er dannet ved rendegarn, Darr 1, sjá es orpinn vefr ýta þormum Darr 2.

1. verr, m, 1) mand, es vprð né v. Gudr III 3, v. enn víðfrægi, om Erpr