ves

610

vé

tegne i henseende til hvilket man er 'elendig', v. vigs, på grund af, Am 62, v. mála Herv III 19. — Jfr all-, harm-.

vesallátr, adj, som lader elendig, ussel, omtr. = vesall, Ragn X 2.

veslingr, m, elendig, ussel person, om en fattig kones smábörn, EQils 1, 30, om syge stakler, EGils 3, 9.

Veslusandar, m.pl, kyststrækning (i England), Arm 2 (v. 1. vetu-).

vestan, adv, 1) vestfra, búa knprru v., 3: fra England, Ött 2, 13, skríða v. Sigv 10, 7, jfr Ounnh., koma v. Nkt 12. — 2) / vesten, vangr v., / England, Eg Lv 11, eyjar v. Ótt 2, 19, fyrðar v., i de vestlige egne (på Island), Mav 11. — 3) som præp. med gen., v. bæjar Hamd 17; fyr v. med acc, fyr v. ver Hhund II 8, fyr v. vindhjalms bruar Hhund II 49, vargr hangir fyr v. dyrr G ri10, fyr v. Lundún ÞKolb 3, 11.

vestarla, adv, i vestlige egne, v. und fjollum Bjhit 2, 10.

Vestland, n, på Rugen, Arn 3, 9.

Vestmarr, m, egnen ved Grenmarr, Yt 35.

vestr, adv, 1) mod vest, v. fórk of ver Hfl 1, láta foru snúðat v. Pham 1, 2, vaða v. Pstf 1, 3, jfr ESk 1, 1, fara lang-skipum v. of haf Hjprtr 3, fara v. til Fýris-vallar ÞHjalt 1. — 2) / vesten, v. á Þórs-nessþingi Obreid 1, austr ok v. Hhund 11, reka hernað v. Rst 3, bifask i rongum v. Kali.

vestrdyrr, /. (n?) pi, den vestlige dör, Hálfs V.

vestrgarðar, m. pi, vestlige gårde, gårde i vesten (o: Skotland og øerne), jarðir v-a, jorde, lande, i vesten, Sturl 5, 8.

vestri, adj, den vestligere (vestligste af to), enn v. armr (af en by, delt ved flod) Sigv 5, 1, et v-a, adverbielt, i vest, Pjsk 3. — Dværg, Vsp 11.

vestrlpnd, n. pi, vestlige lande (j: Storbrittannien og Irland med øerne), Rst 4.

vestrsalir, m. pi, vestlige sale (mytol.), Rindr berr Vála í v-um Bdr 11.

vestrvikingr, m, en der foretager vikinge- _ tog i vesten (ved rettelse), Frp I 19.

vestrœnn, adj, veströn, kommende fra vest, v-ir vindar Merl II 44, om vælske spyd, vigrar v-ar Harkv 8.

vesplð, /, elendighed, ussel tilstand, Arn 2, 6.

vetmimir, m, navn på (den ottende) himmel, Pul IV ff

vetna se véttr.

vetr, m, (-rar), 1) vinter, hvaðan v. of kom (modsat sumar) Vafpr 26, á einum v-ri Arn 2, 14, i v. Halli, i v-ri Pmåhl 3. — 2) år, ørofi v-ra Vafpr 29. 35, þrír v. ESk 6, 14, fimm v. Hårb 16, Oddrgr 5. 14, sjau v. Vpl 3, átta v. Lok 23, niu v. Qrott 11, vesa vetra tolf Helr 6, Hfr 2, l, vesa fimtán v-ra Hhund I 10, fára v-ra gamall Edåd 3, eiga svá marga v. ólifat GSiirs 14. — Jfr fimbul-, ho-.

vetra, (-aði, -at), blive vinter, upers., es v-ar Grett 2, 1.

vetrarstund, /, 'vinterstund', Rv 22.

vetrgamall, adj, et år gammel, Anon (XI) Lv 13.

vetrgrænn, adj, vintergrön, ýr er v-nstr viða Rún 31.

vetrimnir, m, et af himlens navne, Pul IV nn, måske fejl f. -mimir.

vetrlengis, adv, vinteren igennem, vesa v. ESk 1, 1.

vetrliði, m, björn, Pul IV cc^, vitja v-a, besøge en björns hi, G rettis 18; — i kenninger, for skib: sklða v. Refr 4, 5, rastar v. Mark 4, 1. — Som mandsnavn, isl. skjald 10. årh., Anon (X) Digt om Quðleifr.

vetrungr, m, vintergammelt kvæg, v-s efni, om en kalv (med hentydning til en mand Kalfr), Anon (XIII) B 9.

vett, n, tryllemiddel, drepa á v., give sig af med trolddom(P), Lok 24. — Jfr vitt.

Vettaland, n, en gård på Ranrike, Brúlf.

vez, Haustl 1 er formentlig fejl for fats, s. d.

1.  vexa (-ta, -tr), overtrække med voks (vax), v. vel blæju, om ligklædet, Am 103.

2.  vexa, (-ta, -tr), lade vokse, v. hvpt PjódA 3, 17, sax er v-ir seggja spr Grettis 16; — upers., brim v-ti, brændingen, havoprøret, tog til, Njáll (eller Harald hÃ¥rd-rÃ¥de).

vexla, (vexta, vextr), veksle, skifte, udveksle, v. við e-n roðnum (sverðum), udveksle sværdhug, kæmpe med hinanden, Eg Lv 39 (hds vixla).

/. vé, n, helligdom, ^lvi\ især gudernes boliger og templer, v. valtiva Vsp 62, v. hapta Vell 16, v. goða Vafpr 51, v. heilagt, Valhal, Hyndl 1, Hárbarðs v., / pi. d. s., Ulfr Lv, en þar Heimdall kveða valda véum G ri 13, v. gyðju, om solens bolig, Skúli 2, sonn v., virkelige helligdomme, Vell 15, pyrma véum Hak 18, granda véum Eskål 1 ; men granda vé (acc.) Eg Lv 19; frá mínum véum, fra mit hjem, Lok 51; ginnunga vé, høgenes hjem, luften, Haustl 15, vés vægivaldr, templernes skånende styrer, om Sigurd jarl, Korm 1, 6, oli Vandils vé (rettere ét ord?) Hhund II 35; — Hpgna vé, skjolde (vé betragtet som 'hus] eller dettes 'tag, væg"), Pmåhl 13. — Óðrerir es nú upp kominn á „alda vés jarðar" Hávm 107; her må jarðar först rettes til jaðar (Bugge), men 'menneskenes boligs kanV, jordens rand, giver intet godt udtryk; den rette tekst er vel alda vé jaðars j: vé alda jaðars, 'menneskenes værns, Odins, bolig', Valhal (anderledes B. M. Olsen Arkiv XXXI, 83). Jfr út-.

2. vé, n,fane, mærke, und v-um glumði, søen bruste under (skibenes) faner, Hfl 5, vé vaða Merl I 36, Darr 6, Arn 6, 10, vé gollmerkð skolla Pfagr 5, gollsett v. gnæfa Sturl 4, 17, vé blésu Öd 6, v.