vig

624

vil

vígrunnr, m, 'kamp-træ', kriger, Rst 8, Likn 3.

vigroekjandi, m, 'kamp-røgter', som lægger vind på kampe, kriger, Ht 64.

vígsárr, adj, såret i kamp, v-sór vilja borg Ht 51.

vigsgengi, n, kamp-følge, veita drengi-ligt v. (adskilt ved tmesis) SnB II 228.

vígsgœðandi, m, 'kamp-forstærke?, kriger, i pi Nj 11.

vígskarð, n, 'kamp-åbning', åbning i en skanse, hvorigennem der skydes på angriberne, Pskakk 1.

vígskár, adj, 1) farende frem med kamp', krigersk, munu v-á of viða eiðar (her bör læses vigskøum of) Brot 5. — 2) 'betrådt af kamp', j; udsat for kamp, hærjet, v-tt riki Sturl 4, 13.

vígskód, Ingj 1, l, bör opfattes som to ord vigs skóð.

vígský, n, 'kamp-sky', skjold, v-s rymr, kamp, Hfr 3, 7.

vigsla, /, vielse, om kongevielse, Sturl 4, 30. 7, 1; — gejstlig vielse, v-ur dýrar Od p 10, QSvert 8, v-u gætir, biskop, B Qils 2, 4, v-u njotr, d. s., BGils 2, 5, v-u vin EOils 1, 5.

vigsnarr, adj, rask i kamp, Hl 25 a.

vigspjpll, n. pi, kamp-melding, meddelelse om kamp, ufred, mundtlig, Hhund II 12, ved ildsignaler, vigspjpll vaka bat mun viti kallaðr Qrott 19.

^v«g^sP& /> 'kamp-sang', væsenlig det samme som 'kamp' (jfr malmhríðar spó), sporna vpllu v. (dativ), træde frem på marken med kamp, kæmpe på slagmarken, Vsp 24.

vigstari, m, 'kamp-stær', ravn, Hæng VII 2.

vigstormr, m, 'kamp-storm', kamp, v-a valdr, kriger, Olhv 1.

vígstríðir, m, urigtig v. 1. for vigstærir, ordet skulde betyde 'en som er stridig, hård, i kamp'.

vigstærir, m, 'kamp-forøger', kriger, Nj 18.

vígstpð, /, 'kamp-sted', slagmark, Hl 9 b.

vigspk, /, omtrent = vig, kamp, vekja v-ar, kæmpe, Korm Lv 49.

vigtamr, adj, kamp-vant, erfaren i kamp, Anon (XII) C 8.

vígtár, n, 'drabs-tåre', tårer, fældede over et drab, ens fald, fella v-tór Sigv 13, 22.

vigteitr, adj, kamp-glad, PI 34.

vigtjald, n, 'kamp-tœlt', skjold, v-s váði, sværd, Þmáhl 2.

vígtpnn, /, 'kamp-tand', hugtand, spara v-tennr Qrettis 10; ved rettelse Merl Il 72.

vígþeyr, m, 'kamp-tø', kamp, Hfr 3, 17.

vígþrima, /, 'kamp-larm', kamp, Hhund I 7.

vígþrot, n, 'kamp-ophør', Vingnis at v-i, når V. ikke mere er i stand til at kæmpe (fordi han er falden), Vafpr 51.

vigprr, adj, kamp-rask, v. 1. til vigs orr Ótt 1, 3.

vík, /, (-r), vig, bugt, Pul IV u 3, i v-um Arn 3, 15, bars vikr deilir, hvor vigene deles, j; ved et næs, Hal 7, eiki skar v. ÞjÓðA 1, 4; fákr v-a, skib, Ólhv 5, 1, Valr v-a, d. s., ÞOísl 1, v-a døkkmarr, d. s., Bjhit 2, 19; v-a vagnskreytir, mand, ísldr 4; v-a eldr, guld, Bersi 2. — Som egennavn, Viken (i Norge), Vell 17. V. Varins se Varinsvik. — Jfr Drit-, Gand-, Varins-.

Vikarr, m, sagnhelt, Oautr II 6; — Qrv IV p 3.

Víkarskeið, n, sagnlokalitet, Krm 18.

vikeldr, m, 'vig-ild', guld, Sturl 6, 9.

viking, /, vikingetog, vikingefærd, i v-u Helr 3, Hålfs IX 15, hepta v. Mark 1, 8.

vikingr, m, viking, søkriger, Hhund I 27, II 4. 19, Helr 11, Eg Lv 1. 7. 8, Edád 5; Ólhelg 2. 3, Sigv 1, 3. 6. 10; 12, 6, Ótt 3, 5; Valg 3, S te in n 3, 3, Bkrepp 3, Hskv 2, 1, Pskakk 3, Rst 8, Jorns 22, Sturl 6, 1 (om Ribbungerne), Sprlþ, Herv II3, Qrv IX 61; /v 43 om Sigurd slembe, sveimr v-a PHjalt 2; v-a máni, skjold, Pmåhl 13, vó v-a, køllen, Pskúm, skeiðar v-a Tindr 1, 5, v-ar Gauta setrs, om Tor og hans fæller, Pdr 8, niðr v-a Herv III 18. — Jfr Jorns-, vestr-.

vikja se vikva.

vikmarr, m, 'vig-hest', skib, ESk 13, 7.

vikva, ýkva, yngre vikja (veik, veyk; vikvinn, ykvinn, vikinn), 1) bevæge, med dativ, ýkva hvélvpgnum Akv 28, v. siðum til hægri handar, dreje sæderne til det bedre, forbedre sæderne, EOils 1, 3; v. máli, holde op med sin tale, PI 29; medium, bat viksk eigi, det svigter ikke, det er sikkert, Porm 2, 20; upersonl. landi vikr, landet viger, gör en bojning, Rv 23. — 2) intrans., vige, bevæge sig, heiðrinn vikr at bér, kommer til dig, Gd 70; ok svá veik at meyju, henvendte sig (sine ord) til, LU 28, jfr Mdr 1, v. undan, vige, blive forsömt, om de strænge versregler, LU 97.

Vikverjar, m. pi, Vikens indbyggere, ESk 7, 2.

vil, n, möje, möjefuldt arbejde, við v. ok erfiði Hárb 58, alt es v. sem vas Håvm 23, vinna v. Korm Lv 17.

Vilir, m, Odins broder (vokalen er bestemt ved versemålet), V-is* bróðir, Odin, St 23; jfr Vili.

vilmpgr, m, arbejdende person, en som har hårdt arbejde, træl, Pul IV j 10, Ski 35, mål es v-um at vinna erfiði Bjark 1; elendig stillet mand, váfa með v-um Håvm 134 (at antage her et vilmagi er ganske grundløst). Jfr E. Magnusson, Cambr. Phil. Soc. Proceed. 1887.

vílsiðr, (-sinnr), m, = vil, möjefuldt, hårdt, arbejde, eiga at vinna v-nn, have at döje, GSúrs 32; — om vílsinn / v. volu, Anon (X) II B 6, der skal betyde 'jættekvinde', hører hid, er tvivlsomt, da