vis

626

væn

visliga, adv, viselig, klogt, Sigv 12, 2, Mgr 13.

visligr, adj, bestemt, sikker, uundgåelig, v-ar pislir Has 38. — Jfr 6-.

vísmáH adj (rimet viser formens rigtighed; hds har vel-), som taler viselig, klogt, ironisk om svøben, ESk 13, 6.

viss, adj (der er ikke grund til at antage to forskellige adjj, et med lang, et andet med kort vokal; det er et og det samme ord, der allevegne foreligger, med to hovedbetydninger), 1) klog, vis (i reglen om den medfødte klogskab i modsætning til de tillærte kundskaber), v-i gestr, om dværgen, Alv 8, jfr vegg-bergs v-ir Vsp 48; særlig brugt om vanerne, v-ir vanir Vafþr 39, Ski 17. 18, Sigrdr 18, jfr vis regin Vafpr 39; vis kona, fremsynt kvinde, Bdr 13, v-astr vera Vafpr 55, v-ir menn, kloge, kyndige mænd, Likn 9 (ved rettelse); verða v. e-s, få noget at vide, Helr 13; v-um vilja frá, bort fra (min) kloge vilje, så at jeg var nær ved at blive gal, Håvm 99. — 2) sikker, bestemt, (egl 'om hvem, hvad, man ved rigtig besked'), v-ir fjándr, åbenlyse fjender, St 24, Hsv 51, v. vinr Hsv 47, v. þjófr, åbenlys, overbevist, tyv (greben på fersk gœrning), Gullásþ 2; vis vprn ESk 11, 4, v. heiðr Mey 50, verða vis sok til e-s LU 14, vis stefna Korm Lv 29, vis vist LU 13; vist es Korm Lv 58, Drv (XI) 8; — / v. vafrlogi Ski 8. 9, Fj 31, synes v. også at betyde 'sikker, uundgåelig'' (j: for enhver der vilde trænge ind i borgen, som den omgav); — nir. vist ofte som adv, sikkert, Hfl 2, Hfr 3, 3, Eskål Lv 3, Jorns 6. 9, ESk 6, 32, Nj 2, LU 22, Grip 12. 25. 26 o. s. v.; samme betydning har udtrykket at visu, Korm Lv 21. 25, Merl I 27, LU 10. 36, Gd 66. — Jfr al-, all-, bragð-, bol-, dáð-, fá-, fjol-, framm-, hånd-, happ-, hrekk-, hund-, jafn-, laga-, læ-, marg-, mat-, orð-, ó-, ráð-, rétt-, sann-, skil-, skoll-, snap-, svið-, svip-, sog-.

vita, (-tta, -ttr), egl 'göre en til genstand for víti', dadle, tilföje vanære, mén, vittir (menn), dadlede mænd (eller 'sådanne som har begået noget strafværdigt', in casu ved at udeblive fra et møde), Korm Lv 46; v. hjalma, ødelægge hjælme, Sigv 1, 11.

viti, n, 1) straf, taka á sér v. Porm 2, 2, v. fyr velar Merl II 45, v-is verðr Hsv 78, mikit v. Bergb 12, láta e-n hafa heitan eld at v. Sigv 13, 25; hvad man begår strafværdigt, strafværdig handling, dadelværdig opførsel, sjaldan verðr v. vprum Håvm 6, verja sik v. Eg Lv 18, gyrða fyr v. ESk 13, 5, hafa (annars) v. at varnaði Sól 19. — 2) ulykke, varask sér við v. Re g 1, hitt skal vita meira v-is, större ulykke (eller straf), Korm Lv 14, fáa v. (dativ) viðsjár Hálfs VI 5; séa við v. hers, for mændenes (straf o:) hævn, deres anslag mod mit liv, Bjhit 2, 23; — randar v., skjoldets (straf j:) fordærv,

sværd, Þjsk Lv 2. — 3) s. s. helviti, Bós 9. — Jfr hel-, hpfuð-.

vítka, (-aða, -aðr), dadle (af viti), skylit þann v. váar (s. d.) Håvm 75.

vixla, (-ta, -tr), veksle, bytte, ombytte, v. litum, udseende med hinanden, Grip 37, v. hpmum Grip 43. — Jfr vexla.

voga St 8 er vist fejl for viða.

Vortígernus, m, brittisk sagnkonge, Merl II 1.

vrangr, adj, se rangr.

vreiðr se reiðr.

vreka se reka.

vrutigu eller vrpngu, Eg Lv 47 findes i en så ufuldstændig sammenhæng, at det ikke er muligt at afgöre, hvad det er for et ord, der foreligger.

Vrpskva se Rpskva.

væða, (-dda, -ddr), iføre klæder (váð-ir), þótt hann sét væddr til vel Håvm 61.

vægð, /, skånsel, skånsomhed, bera v. at vígi Þmáhl 1, Evids 4, v. at vigi Hókr 5, v-ar v£n Eg Lv 29, hyggja á v-ir G Odds 6, veita v., v-ir Likn 48. 3, burfa v. LU 79, treysta á v. LU 82; valdr v-ar Anon (XII) B 5, v-ar trauðr Hl 37 b, Ogm 2, Isldr 24.

vægðariauss, adj, skånselsløs, hård, enn v-i ása plbeinir, om Bjarne skjald, der drev hornet i Hakon jarls ansigt, Isldr 16, bægja við e-m v-um Ótt 2, 11; v-s vápna hríð Ht 65; v-t, adv, herja v. Sturl 3, 7; uden ophold, uafladelig, Sturl 3, 21.

vægileiptr, m(P), navn på sværd (hvis ordet er rigtigt, jfr v. 1.), Þul IV l 4.

1.  væginn, adj, eftergivende, skÃ¥nsom, mild, erum vér vægnir Sigv 11, 18; Gd 9, Hsv 53. — Jfr of-, ó-, sÃ¥r-.

2.  væginn, m, Ud, Pul IV pp 3.

1.  vægir, m, sværd, Pul IV l 4, kjosa val v-i, ved sværdet, Finng, vægja veitir, sværd-giver, mand, Bjhit 2, 17.

2.  vægir, m, hav, Pul IV u 2. vægivaldr, m, 'skÃ¥nende styrer' (adskilt

ved tmesis; hds vægja der er uforklarligt), vés v., templets beskyttende styrer, Sigurd jarl, Korm l, 6.

vægja, (-ða, -t), 1) give efter, vægðit jarl fyr jpfri Vell 20, heldr an v. Stelnn 1,1, Nj (XII) 1, v. fyrri, være den förste til at give efter, Hfr 3, 1, hugði lítt v. Am 40, vildir ávalt v. Am 101, v. fyr e-m Anon (X) I B 10 b, Hsv 51, og vægði (v. 1. til beygði), gav efter, viste sin ydmyghed, LU 52, v-jask við e-t, give efter i henseende til noget, Hfr 3, 13; gerðit vatn v., gav ikke efter, strammede uimodståelig, Am 26. — 2) med dativ, skåne, v. engum LU 8, veðr vægðit vendi, stormen skånede ikke masten, PjóðA 1, 2. — 3) tilgive, dæll er (guð) at v. Gd |3 21.

vægr, adj, ubetydelig, ringe (egl 'eftergivende'), v. es vpxtr i augum, intet er for stort, faretruende, for ens öjne, Háv 13. — Jfr of-.

væna, (-da, -dr), 1) egl 'udtale forvænt-ning om noget' (af vón), beskylde, sús Guðrúnu grandi v-di, som havde beskyldt