vøn

630

yí

fundar Rv 20, v. e-s (at en vil komme), v-ir holða Eirm 2, hans es mér v. vituð Eirm S, grams v-ir grænask Hhund II50, ulfs v. Få/n 35, v-ir merkr, om at få en mark, Porm 2, 10; vita v-ir e-s (ntr), vænte noget bestemt, Jorns 25; telja v-ir vigrisins, erklære at der er forvæntning, hab, for den kampdjærve (Atle) j: om at få mig til hustru, Gudr II 29; láta v. raunar, sige at det skal prøves, B/hit 2, 10, varða v. lygi, forvæntningen blev ikke gjort til skamme, Am 93 (jfr Arkiv XIX, 118); v. es Pfagr 2, EValg, Pmåhl 4, ganga at v-um Sturl 6, 7, vel til v-ar, som man kunde vænte, Hhard 4, koma til v-ar, komme væntelig, Anon (XIII) B 38; v£nu verr, værre end man kunde vænte, Mhkv 2, v-um framar Sól 66; vanår dreki er uklart, Sól 54. — Formen 6n findes: illra orða erumk ón Ski 2, on es þess engi Am 71, 6nu verr Lok 36. — Jfr afl-, auð-, fé-, frið-, fœri-, hjalpar-, lok-, skur-, úr-. 2. Vøn, /, elv (ifølge Snorre den, der

y, i-oml. af u (v-oml. af i), findes så godt som uforandret hele tiden igennem; forst i middelisl. (omkring 1500) bliver udtalen i; dog findes et enkelt eks. på denne udtale i beg. af det 13. årh., i pikkja (: mik[it]), Kolbeinn. Da samme udtale også i det 13. årh. findes i fyrir (og yfir, myndi og skyldi), både i norske og isl. håndskrifter, er det klart, at denne delabialisering forst er begyndt i ubetonede ord. Former som mykl- kender skjaldepoesien ikke, derimod former som forvistu (forystu).

yðvarr, yngre yðarr (se Skjspr 76. 77), eders, y. floti HHj 26, yðrir leiðstafir Lok 29, jóa yðra Hhund II 40, ætt yður Nifl-unga Brot 16, liðs vas sá y-s Am 43, hofuð y-ar áttar ESk 6, 8, alls engi sák yðvarn Ragn X 4; ofte i tiltale = 'din', yðrir dolgar Arn 2, 6, ráðgjafar yðrir Sigv 11, 8, y-t veldi, vald Sturl 3, 2. 21, jfr 6, fyr y-n sóma Lil 80, jfr 82; Jorns 43 betegner det derimod flere, uagtet der i forvejen er tiltale viltu.

ydda, (-a, -r), lade odden stikke ud,

flyder ud af Fenris gab, jfr Fenris hráki; samme ord som foreg.?), Gri 28, Pul IV v 1, — i kenninger, for skib: V-ar frán-skíð PI 9, V-ar otr Ód 21, V-ar hjortr (ved rettelse) Rv 22, — for guld: V-ar dagr Hskv 2, 2, V-ar log (jfr logstýfir) PI 2, V-ar eldr Vigl 13.

Vgr, /, gudinde (for eder mellem mand og kvinde), Pul IV h 2, vígið okr með V-ar hendi Pry 30, V. golls, kvinde, Helr 2, V. bpru furs, d. s., Korm Lv 49, V. unna bliks Phred 3, V. lauka GSúrs 33, V. vindu EGils 1, 17, V. vins, Maria Magdalena, Has 52, Valbpgnis V., valkyrje, dens skíð, sværd, VGl 8, brymseilar V., bue-strængens V., Skade (hds har her voru, vara som gen.), Haustl 5, Svplnis V., jorden (snýr á Svplnis V-u), Eyv Lv 12. — Plur. várar, edeligt løfte (jfr SnE I 116: eiðar manna ok einkampj, er veita sin á milli konur ok karlar. . heita várar), armr es v-a vargr Sigrdr 23, v. varg-dropa Sigrdr 35, selja v. Ólhv 2, 3. — Jfr auð-.

upers., svát á kafi yddi, så at odden stod langt ind i det dybe, Gautr II 15.

yfir, 1) præp, hvis ældre form var of; yfir findes postpositivt, over, igennem, med acc, fljuga voll y. Vsp 66, svát ferr menn y. Vafpr 22, þursa þjóð y. Ski 10, far sund y. Oddrgr 31; med dativ, ljós brann liki visa y. ESk 6, 20; forst sent bliver y. præpositivt, upp y. himna hæðir Lil 67, langt y. sféras Lil 72; — med of, y. of skóg at spróga PjóðA 1, 17. — 2) som adv., hyppigt, flýgr prn y. Vsp 59, is es y. kømr Håvm 81; y. ok undir stóðumk jotna vegir, men her må stóð-umk opløses i stóðu mér, hvor mér styres af y. og undir, Håvm 106; y. at ríða, ride igennem, Brot 1 (FJs udg), jfr 3, binda y., forbinde (sår), Sigsk 32, y. r£ðumk ganga, jeg bestemmer mig til, agter at gå derover (o: lil Atle, der forudsættes at befinde sig i et andet rum), Am 80.

yfirbátr, m, 'over-båd', egl et ukorrekt udtryk, og dannet i lighed med eptirbátr, der tidlig fik en overført betydning 'en,

Y