ýs

634

það

ýskelfandi, m, 'bue-ryster¹, kriger, SnSt 4, 5.

ýskelfir, m, 'bue-rysler", kriger, Ht 11.

ýstétt, /, 'bue-stV, arm, funi ý-ar, guld, men læsemåden er urigtig, fpk l.

ýta, (ýtta, ýtt), støde ud (af út), bevæge fremad, ý. skeiðum á log Jóms 15, ý. flota suðr með láði Arn 2, 9, ý. liði ór Óslu Oísl 1, 2, ý. (absolut) af fjórum folklondum, føre folk ud fra, Vell 22, síz ýttum, siden vi stødte fra land, finard 7, síz hónum (j: dreka) vas ýtt af hlunni ÞjódA 4, 18; — støde fra sig, give, y. (golli) Bjark 5, — part. ýtandi / kenninger, for søfarer: ý. oldu fress Katr 16, — for gavmild mand: ý-endr urðhœings jarðar Stridk, ý. fjalla skeljungs rekkju Katr 6, ý. auðs Ht 46, ý-endr spannar jpkuls Nj 3.

ýtar, m. pi, mænd (sikkert at holde ude fra plur. af ýlir), meget hyppigt, men mærkeligt nok ikke i Pul (hvor der dog findes et par mindre lakuner), Korm Lv 33 (v. 1.), Mast 8, Hfr 3, 10,

Den interdentale ustemte spirant findes kun i forlyd; når det ord, i hvis forlyd den står, bliver sidste sammensætningsled, går den over til den stemte spirant som i Hamðir, Sigðir (-ðér); kun disse former (ikke Hamper) er man berettiget til at opstille for de ældste digtes vedkommende. I Hjalm-pér går ð så over til t (Hjalmtér), men hvor tidlig denne overgang er, er det ikke muligt

Lv 10, Svtjúg, Sigv 12, 15, Rst 21, ESk 6, 23, fóms 1, Sturl 3, 3 o. s. v., Vafpr 40, ýta synir Hávm 28. 68. 147, ýta kyn SnE II 244, ýta kindir Pfagr 9, ýta sinnir Pdr 9, ýta sjot Hak 20.

ýtiblakkr, m, 'hest der stødes ud¹, Ekk-ils ý., skib, Rst 16.

ýtir, m, en som støder noget ud (til vb. yta), / kenninger for mænd, efter skib: ý. sævar Sóta Hrafn 2, f. (ved gisning) unnvals Ragn V 4, ý. unnstóðs E Oils 1, 40, ý. unnblakks Orettis 54, ý. unnskíða Rv 3, — efter guld: ý. auðar EGils 2, 8, ý. ófnis jarðar Sigv 5, 8, ý. Fáfnis kindar fitjar Phred 2, ý. orms yallar Od 13, ý. armlinns Eg Lv 37, ý. Ã