þprf

654

æg

burde være sket), þér vas eng þ. þeirar kerski Korm Lv 12, esa þ., Ulfr, Jorns 34, vasa p. Krm 14, esa lpng þ. Sigv 5, 8 (tolkningen ikke helt sikker), þótti þ. at efla Jorns 7, an þ. væri Þorm 2, 12, lííil þ. Ounnl Lv 12, þ-um meiri Jóms 33. — 4) trang, mangel, þola þ. féar Hávm 40; — þ-gi, ikke trang, ikke grund, p. væri þeirar Skall 3; þótt þetta sinn þ. væri H Hj 39. — Jfr megin-, Ó-.

pprfgi se þarfr Og pprf.

j>ø, /, optøet plet, hvor den bare jord stikker frem imellem den omgivende sne, þáa mikit, om en gravhöj og dens plads, QSúrs 8.

bøttr, m, tråd, d. v. s. en sådan, der

æ er i- eller R-omlyd af á. Udtalen har været meget åben. Senere bliver udtalen på Island aj. æ og æ faldt på Island allerede ved midten af det 13. årh. sammen, så at oe også senere fik samme udtale som æ. / ganske enkelte tilfælde veksler æ og oe / samme ord: mærr, moerr jfr mærð og mœrð, der må her være tale om aflydsformer.

1.  æ, adv, altid, 1) om fortiden, æ vas angan Vsp 22, þú hefr æ vergjprn vesit Lok 26, æ trúði Óttarr Hyndl 10, hefr æ vesit Qudr I 24, þats æ beiddisk Am 87.

—  2) o/w nutiden og hvad der altid er, æ (skrevet $a) standa mér augu Anon (X) I B 4, stendr æ groenn Vsp 19, sýtir æ gløggr //<zi>/» 45, æ alt til atalt Vafpr 31, þú est æ vlsastr Ka//v <55; til hvert tidspunkt, æ við þik einart láti Hyndl 4, þverri æ fyr þér Gftj^ 8. — 3) o/w /ra»-tiden, i al fremtid, þat mun æ uppi Ks/? /6, pat (róg) mun æ vesa HÃ¥vm 32, þú skalt æ vesa Ski 12, æ meðan old lifir Fj 12, æ til ens eina dags FÃ¥fn 10; æ (v. 1. ey) munk glaðr TorfE 3, mun æ vesa Hak 19, æ (v. 1. ey) mun annat tveggja Hjalti. — 4) /rø og altid, mækir æ fjarri borinn Vgl 18, æ borin óvilja til

2.  æ, /Æfø, aldrig, æ menn hann frø'/z-úte/zj sjalfan séa Vafpr 36.

1. æðr, /", (-ar), edderfugl, Pul IV xx 6; omskrives — ved homonymi, jfr det følg.

—  ved ben bíldskorin Oát 1.

sammen med andre udgbr et hele, — 1) / alm., snor, goll slungit við þp"tt, guldringe sammenslyngede med tråd (det er ikke ganske sikkert, hvortil der sigtes), Ht 89; — om et slœgtsmedlem, eruð einir ér þátta ættar minnar Hamd 4, sleit snaran pptt af sjplfum mér St 7. — 2) afsnit i et digt, også digt i alm., mærðar þættir Húsdr 2_r þ. bragar Leid 43, þann erat þorf at segja þótt Jóms 34; í sínum þætti, / sit digt, Qd p 45. — 3) del af ens liv, ek leynda Ipskum þótt (her denne yngre dativform), jeg skjulte den del af mit liv, der bestod i efterladenhed, jeg skjulte min efterladenhed, Has 13. — Jfr brag-, ilags-, refsi-, snar-, ørlpg-.

2. æðr, /, (-ar), åre (i legemet), æ-a ofberrir, årernes udtörrelse, fuldstændigt blodtab, Rdr 8 (jfr ósk-Rón), æ-ar Hæng VII 1, æ-ar Jórðánar, Jordans kilder, LU 37, liknar æ., nådens kilde, LU 89, Od 28.

ædra, /, rædsel, skræk (især sådan, man bliver som gal af), af æ-u Nj (XII) 8, æ-u óhræðinn Tindr 1, 2, at mæla æ-u Hålfs VI 6, æ-u orð, frygtsomme ord, Krm 25, æ-u styggr, ufrygtsom, ESk 13, 3; æ-u orð, beskyldning for fejhed, Sigv 13, 20,

ædrufullr, adj, fuld af frygt, frygtsom, Frþ I 22.

æðrumikill, adj, frygtsom, superl. Anon (XIII) B 27.

æðruorð, n, frygtens ord, frygtsomme ord, Hålfs IX 7.

æfr, adj, heftig, hidsig, voldsom (vokalen ses af rimet æfr : næfrar), gunnar æ„ hidsig i eller til kamp, Anon (X) III B 3, om våben, Refr 1, 2, Qldr 5. — Jfr áfa.

ægir, m, hav, sø (beslægtet med ahva, jfr KQisl Aarbb. 1876 s. 313 ff), Pul IV u 1, Rdr 19, Bjhit 2, 17, víðr æ. Sigv 7, 2 (her ses vokalens art), djúpr æ. Korm Lv 42, hræðask æ-i Ótt 2, 14, ór ægi Vsp 59, æ-i lægja Rp 43. Som egennavn, havets gud, der da betragtes som jætte, jfr Pul IV b 5, Hym 1, Lok 3, Æ-s man, Ran, St 8, Æ-s dóttir, bølgen, Hhund I 29, Æ-s doetr Sveinn 1, Æ-s bekkir, drekka

Æ