xtt

656

œðr

Ött 2, 18, Lids 1, æ. íra, Irland, B/om, æ. eyja dróttar, Syderøeme, Oísl 1, 10.

ættleifð, /, (slægts-arv\ /œdrenearv, æ. Ellu, England, Hallv 3, herja á æ-ir, göre krigstog mod ens /œdreland, QOdds 1.

ættniðr, m, slægtning, æ. Játmundar, engelsk konge, Ótt 3, 7.

ættprúðr, adj, a/ udmærket slægt, Mey 7.

ættrýrir, m, islœgt/orminsker\ æ. jpfra, som har /ældet mænd a/ fyrsteslægt, Hakon jarl, Vell 32.

ættskarð, n, 'slægt-skår', skår i slægten (ved at et medlem bliver dræbt), hpggva æ. Bvids 7.

ættslóð, /, slægtrække, Pul IV j 9 (jfr kynslóð).

ættsíafr, m, 'slægt-stav', medlem a/ en slægt, æ. Endils, søkonge, søkriger, Orknø-jarlen Tor/inn, Arn 5, 22.

ættstórr, adj, a/ stor æt, höjættet, Rst 22, ÓlBrynj, BGils 1, 25.

ættstuðili, m, 'slægt-støtte', /remragende medlem a/ en slægt, Pul IV j 10, æ. Joans, om Vidkunn Joanssön, Gullás l, æ. ættar Hilditanns, dansk konge, Eskål 2, 2, æ. skylja, kong Hakon, Ht 2; — absolut (som v. 1. til átístuðill) Ótt 2, 8; æ. fyrða, menneskenes støtte (= stuðill firða ættar), Od 6.

ættstýrandi, m, (v. 1. átt-), 'slœgt-styrer, fremragende medlem a/ en slægt, Arn 6, 18.

ættvfg, n, 'slægtdrab'', drab på slægtning, Sigv 7, 7.

æva, adv, aldrig, egl. gen. pi. a/ ævi, stod oprindelig e/ter en negation; denne oprindelige udtryksmåde /indes endnu i: skala óglaðan æ. fregna mik,

æ, i-(R-) omlyden af o, /aldt på Island sammen med æ, se æ, men aldrig i Norge, æ veksler med ý, se f, og æ, se dette.

œða, (-dda, -ddr), göre rasende (af óðr, adj), æ. et illa él, gore den slemme ha-gelbyge voldsom, Jorns 32, æ. lund, göre sindet /jendsk, Hjálmþ II 7; æ-sk, blive rasende, æ. fyr konu Sól 11.

1.  œði, /, raseri, vanvid (a/ óðr adj), Ski 36; Hyndl 47 er ordet /ejl /or Óði.

2.  œði, n, sind, karakter (a/ óðr subst.),

aldrig skal man høre, at jeg var uglad, Oiz sv 2, j/r nægtelsen bage/ter: æ. fljóð ekki gáði Akv 39; men ellers over/øres nægtelsen som i andre til/ælde på æ., Olhelg 7, HolmgB 5 (ved rettelse a/ ekia j/r Arkiv XXVII, 134 /.), Heidr 31, Vsp 33, Håvm 29, 54—56, o. s. v., æ. skyldi, aldrig skulde det være sket, Vpl 41; — dera/ går æ. over til blot at betyde 'ikke', jprð fansk æ. Vsp 3. — J/r hvaðan-.

ævagi, adv, sammensat a/ /oregående og nægtelsen -gi, aldrig, Håvm 21, Hym 32.

ævar, adv, meget, vistnok egl. genitiv a/ ævi, æ. margir Hår/ 2. — J/r afar-.

ævi, /, 1) liv, levealder, of æ. Korm Lv 2, þá æ. Tindr 1, 8, H/r 3, 22, Sigv 11, 1, Plo/t 3, 2, Krm 3, æ. = æviár Nkt 40, velja sér æ. PI 11, æ. líðr Hhund II 25, Am 91 (acc), æ. snúnar Grip 6, æ. lpgð með lpstum Grip 23, æ. ok aldr Fj 50. — 2) tidsrum, illifis æ. Heilv 5, æ. Alfifu Sigv 13, 28, min var æ. miklu œðri Hálfs IX 3; — æ. hrafns, en ravns levetid, en nat, Korm Lv 41.

ævifúss, adj, begærlig e/ter at leve, levelysten, om en kvinde, Pmåhl 14.

ævilok, n. pi, livsa/slutning, død, Nkt 21. 58.

ævinhildr, /, Hivets Hilde', norne, P Sid 1.

æ vinliga, adv, altid, ua/brudt, LU 13. 51.

ævinrúnar, /. pi, lleve-runer\ runer, der vedligeholder livet, skaber langt liv, RÞ 43.

æzli, n, /øde, bytte, ernir æ. fegnir Gudr II 8.

gótt œ., venligt sind, stemning, Håvm 4, fremðar ce., udmærket sind, H/r Lv 27, æ. grepps, en skjalds sind med dets kundskaber, Arbj 2, æ. dugir, kundskaber slår til, Va/pr 4. 20. 22, dauði spiilir æ. andar, sjælens egenskaber, SnE II236. — J/r barna-.

œðiregn, n, styrtregn, Pmåhl 14.

œðiveðr, n, rasende storm, elgr æ-s, skib, Arn 2, 16.

œðri, œztr, adj, 1) grundbetydningen

Å’