fÞ
664
&
konge, eller 'som holder pile-ting, kampe', kriger, Sturl 6, 1.
grþrasir, m, hæftig kræver, lidenskabelig* elsker, o. HrÃmnis drósar, jættekvindens bejler, jætte, Þdr 17.
ps, /, trængsel (af folk), stöj, mikil vas os þars Osvinf, vinna os, om kamptumulten, Jorns 28.
1. psgrúi, v. 1. psku grúi, m, askegrube (det förste står vist for pskgrui), askehul, hvori ilden gemmes- natten over (— feluhola), sofa (om ilden) i p-a Heidr 14.
2. Qsgrúi, m, jættenavn, Pul IV b 5; identisk med foregående?
Oskruðr, m, jætte (egl. 'den brølende", ö/cpskra), Þul IV b 4.
ó, u-omlyd af á, bör uden tvivl antages at gælde for tiden for omkr. 1150—1200.
I Málsháttakv. rimer oprindeligt á med 6 (sjá : þró, vó : þá). Ved midten af dét 13. årh. er lyden derimod bortfalden eller bleven ens med á; / senere islandsk udtales bægge lyd som av. At lyden nogensinde på Island har været å, kan ikke antages. Et ejendommeligt og tern-lig isoleret rim er hop : drópu (helrim) i Rekstefja, jfr Ó- i Óláfr: 6 / sól- (Steinn Herdis.).
ø, /, elv, flod, p fellr Vsp 36; p hugðak rinna Am 26, p geisar Anon (X) I B 8, ó roðin unda gjalfri Kjm 4, p kømr til sævar, elven munder ud i søen, i overført bet. om noget der finder sin afslutning, f. eks. et digt, sál. Húsdr 12, Sveinn 4 (her forklares udtrykket i den følg. prosa: pat er óeiginlig lÃking milli árinnar ojk kvæðisins), jfr allar girnask ár à sjá, alle elve vil til havet, Mhkv 27, Ifing heitir ó Vafpr IS (jfr 16), Ãss verðr á p Vafþr 16, óna (med art.!) yarðak Hárb 29, p roðin (blóði) Krm 4, Óskar p, elven Osk, Merl
II 89, skœðar ár, farlige elve, Merl II99. — / kenninger: sára ó, 'sårelv\ blod, Drv (XI) 2, mækis ó, 'svœrdelv', d. s., rifl 4; — horna ó, 'horneW, øl, Eg Lv 16; — áar brandr, (elv-ild\ guld, OSúrs 8, ár eldr, d. s., Nj 22; — áar steði, elvens ambolt, sten (klippe), Anon (X)
III B 5. — Som egennavn Å, hermed menes Hvitå i Borgarfjorden, PTref 4;
psla, (-aða, -at), vade, o. ór eldi Orv VIII 2.
psp, /, asp, aspetræ, einstœð sem o. i holti Hamd 5; Pul IV kk 2.
9x1, /, skulder, milli ulfliðs ok axla Am 7, 3, lita of o., se sig om over skulderen, se tilbage, Arm 4, láta rÃða of o. Rv 13, á p-um HÃ¥lfs VI 10, dvergar \ p-um Rp 16, af Hnikars p-um SnE II 142, skjóta e-u of o. sér, skyde noget hen over sin skulder, skyde noget fra sig, lade være med at ænse, Gróg 6; — limir axla, armene, Ht 2.
Qzurr, m, ærkebiskop i Lund (1103—37), hvargegn Q. Mark 1, 27.
det er dog muligt, at ordet her er appell. — Jfr hlaup-, þjóð-.
øl, /, (álar), rem af læder, Pjsk Lv l, skarpar å-ar, hårde (som ikke kunde løses) remme, Lok 62, draga á-ar ór hendi (der er tale om bidseltöjler) Orettis 31.
ør, /, (-ar), en Ã¥re, Sigrdr 10, Pul IV z 10, troða ó-um Sindr l, men her bör der læses ára (se nedenf), með ó-utn Hym 27, Ótt 2, 4, á-ar tjprgaðar Harkv 5, skafnar á-ar Hhund I 49, sextigir á-a Anon (X) I B 10 b; ó. sleit bóru Ótt2,4, á-ar falla à sæ PjóðA 4, 19, sitja við ó. Pór, knýja á-ar Rst 15, ganga at órum Rst 25, vinna pr kløkkva Bjhit 2, 2, á-a blpð PKolb 3, 3, á-a ymr Hhund I 27, hnika ó. (dat.) Arn 2, 3. — I kenninger, for sværd: ó. sára, sárs Þmáhl 6, Ml 33 b, Ht 61, QOdds 4, 6. benja Grettis 49, ó. bens PGisl 9, p. oddregns Háv 13, árar sárs sunda Bersi 2; — for tungen: p. orða LÃkn 2, jfr ó. til orða Gd p 2, ó. óðar ESk 6, 40; — for skib: á-a hermarr Tindr 1, 5, á-a blakkr Hást 8, á-a bifraukn Sindr 1, á-a elgr tsldr 8. — Jfr blóð-, dolg-, vind-.
ørr, m, (-ar [der dog ikke findesj; ærir, senere også árar, især i bet. djævle), 1) en, der (på en andens vegne) skal udføre noget, sendebud, tjæner, Pul IV j 3; óku ærir Rp 39, sendi óru Hhund I 21, Oddrgr 25, spilla prum Herv VII 13; Yggs ærir, aserne, Pdis 1, 1, konungs ærir Sigv
r
O
C