stik

537

stig

stik, n, pæl, især en sådan som rammes ned i en elv eller søen til værn mod fjenders landgang, binda við s. Qldr 6.

stika, (-aöa, -aðr), nedramme pæle til værn mod fjender (af stik), s. geirs odd-um hvert grunn pjóðA 3, 30, s. dgrrum sund Steinn 3, 7, s. jarðar þromu spjótum Ht 16; i alle disse tilfælde hentydes der til det bevæbnede mandskab, der skulde værne kysterne.

Stikiil, m, sagnperson, Qrv IV (S /.

stikki, m, et slags digt {vers) i kortere versemdl (navnets betydning er uvis), stundum vér til s-a Anon (XI) Lv 12, pas vel tamiðr s., sst; veita s-a, give stof til digt, Rst 12.

stikla, (-aða, -at), lade springe, gljúfr-strætis bestingja lautar, guldets, stiklendr, gulduddelere, (gavmilde) mænd, GOdds 8.

Stiklarstaðir (afsleben form Stikla-, af Stikl, /, bækkens navn, hvorefter gården er kaldt), m. pi., Sigv 12, 10, porm 2, 23, BjH 5, ESk 6, 17. 43, Nkt 34, Anon (XII) B 26; ordet er allevegne adskilt ved tmesis; jfr stikla 'hoppe f. eks. fra sten til sten (i en elv)'.

stikleið, /, '(nedrammede) pæles vej', vand, elv, s-ar vegr, vejen igennem elven, pdr 5.

stiklir, m, egl 'som lader springe', uddeler, s. mens Ht 60, s. seima Sturl 3, 4. Jfr fram-, men-,

stilla, (-ta, -tr), 1) ordne, indrette, med dativ, s-ti roddu, ordnede sin stemme, talte med passende tone, næppe andet end omskrivende udtryk for 'hun talte', Vpl 16, med acc, s. mælsku tól, d. s., Qd 23, s. ok stýra LU 51, s. engi spell, ingen fordærv, uorden, volde, Gd§ 37, s-andi himins, gud, Has 4, s. til glæps, indrette noget så, at der er fare på færde, Sigv 3, 2. — 2) bevæge sig i en bestemt retning, hvert s-ir þú Halli Hhard 14. — 3) anbringe i en farlig, vanskelig stilling, (kona) tiQÍumk stiltan Steinarr, nu kveðk her stiltan pjóðA 4, 27, oss s-ir pat alla Ólsv 3, 1. — Part. stiltr, rolig, behersket, Od 9, reiöi s. Hsv 13, jfr 19. Jfr Ó-.

stilliliga, adv, på en ordnet, passende måde, EOils 2, 3.

stilling, /, beherskethed, ro, EGils 2, 8.

stillir, m, 1) ordner, styrer, oprindelig med gen. obj., s. lýða Rdr 10, s. herja Gudr III 4, s. hersa Ht 29, Ólhv 2, 7 (om Skule jarl). — 2) konge, fyrste i alm., både om konger og jarler, f. eks. Yt 33, Hildr, Hál 16, Sigv 11, 6, Rst 12, Ht 76, Grott 14, Hyndl 43, Hhund I 48, HHj 31, Gudr l 13 o. s. v. I kenninger: s. Egða Steinn 3, 7 (v. 1. Engla urigtigt), s. Hleiöar SturlB 3, s. Fróða stóls, d. s., Mark 1, 7, — for gud: s. aldar Mark 3, 1, s. bragna Merl I 67, s. stJQrnu EGils 2, 3, s. byrskrins PI 3, s. gagls leiöar PI 28, s. sóltjalda Am 1, 3, — for skjald: s. stefja EGils 1, 20, — for jætte: f jalla s. Bragi 2,

3, — for kriger og søfarer: s. fleinbraks Mra Ht 2, s. vandar drasils porm 1, 2 (i bægge disse tilfælde s. — styrer). — Jfr år-, her-, himin-, sól-, yfir-.

Stimr, m, Stem (åben kyststrækning i Romsdalen og Nordmör), fyr S-m ploft 2, 6.

stinga, (stakk, stunginn), slikke, gennembore, s. myrkaurriða sverði III 1, 1, of stunginn vas, med spyd, Yt 34, s. út augu pjóöA 3, 6, ESk 6, 59. 61, of stunginn, i en mangelfuld sammenhæng, Eg Lv 47, s. porni, med sövntorn, Fáfn 43; — med præp. á, stakk ek á (ormi) stáli Krm 1, — stikke, putte, s. nQsum i felda Sigv 11, 12, s. hgfði í snQru Grett 1, 6, s. hofðum i kjpl Harkv 10, — s. brott hringum, bortskænke, Ht 47.

stingr, m, egl 'noget hvormed der stikkes', ₌ brandr på et skib (jfr Falk, Seew., 37, vistnok mindre rigtigt), s-a Valr, skib, Ólhv 2, 8, s-a hjortr Ht 73. — Jfr bryn-, feldar-, fetil-.

stinngeðr, adj, med uböjeligt sind, s. pengill Ht 31.

stinnoddaSr, adj, med stiv, hård spids, s. gaddr Mgr 15.

stinnr (stiðr), adj, 1) stiv, som ikke gærne böjes, stinn jorn GSúrs 2, s-ir krókar LU 78, stinn "ór Bjhit 2, 2, s. hlunnr Am 2, 4, s. pnjmr Refr 4, 4, p Sær 2, 4, Arm 4, stinn fjol GOdds 4, s-ir stafir, egl. om de træpinde hvorpå runerne stod, så om disse selv, uafvendelige, Hávm 142, — s. hugr, ubðjeligt mod, GSúrs 9. — 2) stiv, svær, stinn hogg Korm Lv 54, stinn sgr Ht 4, s-ar nauðir pormól 2, 3, s. hjaldr, voldsom kamp, Ólhv 2, 9. — 3) stiv, rigelig, stinn laun Pét 31; — adv. s-t, kraftigt (egl. 'i lige retning'), fljúga s-t Hávm 150. Jfr allstiðr, hug-.

síirðaurriði, m, 'stiv forel', s. storðar, slange, Jåtg.

stirðna, (-aða, -aðr), blive stiv, svát s-i valla (tunga) Ratr 1.

stirðr, adj, stiv, lidet böjelig, hård, s. brandr Rst 29, s. keipr ESk 12, 10, s-ar herskips stengr Sturl 3, 5, stirð stól Am

2,   10, — om kamp, s. herleikr Pi 16; Ingj 2, 3, — om kriger, kraftig, s. val-serkjar veðrhiröir Vell 27, s. strenghreins grr porm 1, 12, s-ir Danir Hhard 15; — s. hugr Arbj 4, — stiv, om dødens stivhed, s-t barn Mv II 15, liggja s. á strgum Sól 47, — om et digt, stiv i formen, s. hróðr Gd 78, — ubehagelig, s-ð útlegð Gdfi 24. Jfr all-, geð-

stirðþinull, m, 'stiv nætstrœng', s. storðar, midgårdsormen, Hiisdr 5.

stirfinn, adj, stiv, umedgørlig, s. Sturlu arfi Gdp 23. Jfr Ó-.

Stiflusund, n, et sund i Tjolling, Yt 34.

stiga, (sté, yngre steig, stiginn), 1) træde, tage skridt, gå, s. feti framar Ski 40, s. á legg, gå, Rv 32, s. i Sarp Hskv

3,  3, s. á grjóti pKolb Lv 6, Rigr s-andi