at lyfja ykr elle Am 73² (Jon ßorlcelsson, Ark. 8, 37 fg.).

lýte, n. (norw. aschwed. lyte, fær. lýti, adän. liutæ, ljude, lyde) fehler, vergehen: sg. dat. mik Atle kvaf) eige myndo lyte ráþa ne Igst gørva Od 22²; pl. gen. nii verþk sjQlf fyr mik syn ja lyta Gßr III 6*.

lýþr, m. (norw. adän. lyd, aschived. liuþer; alts. liud, ags. léod, afris. liod, ahd. lint) volk; im plur. manner, leute, menschen: nom. koma mono Heljar of lQg lýþer Vsp 51², leiddo landlegne lýþar óneiser .. ór garþe Niflunga Akv 12*; gen. i lýþa SQlom Em 3², l<?ng ero lýþa læ Sd 4², lQnd gefk enn þér, lýþa sinne Gßr II33*, langt es at leita lyf>a sinnes til Akv 18*; dat. launa .. lýþom lyge Sd 25¹ R, svá er lýþom lande i eyþeþ, sem of unnoþ eiþa svarþa Gßr 120*; acc. hafþe hón (Brynhildr) lýþe ok lqnd of sik Od 16².

laé, n. (got. léw, vgl. norw. læven ₍nachlässig in der arbeit', læva liederlich arbeiten') verderben, unglilck: sg. gen. bang þú gef, eþa þat (tré) biþja mon J)ér læs hvers á lij)0 Hqv 135*, vilkak læs leita, nema launa eigem Am 13²; dat. (goþ) of þat gættosk, hverr hefjje lopt alt læ ve blandet Vsp 25*, Surtr ferr sunnan mej) sviga læve ₍mit dem verderben der reiser', d. h. mit feuer Vsp 52^l; pl. nom. lqng ero lyf>a læ Sd 4².

Composita: læ - blandenn, læ - gjarn, læ - viss.

* læ-blandenn, part. yrt. unheilvoll, verderblich: m. sg. dat. hugþak þik, Guþrún! .. læblQndnom hjQr leggja mik i gøgnom Gþr II 39*.

liege, n. (richtiger wol løge; norw. løgje) stille, ruhe; insbes. ruhe des meeres, meeresstille: sg. nom. logn heiter mej) mQnnom, en læge meþ gof)om Alv 22* (Wadstein, Ark. 15,165 fg.).

1. lægja, f. flut (vgl. læger, m. ₍meer'); in: si-lægja [oder ist mit GV sil -ægja anzusetzen?].

2. lægja (gþ; norw. lægja, feer. læga, aschwed. läghia) beruhigen, stillen: inf. (Konr kunne) eggjar deyfa, æge lægja Rp44*, (Konr nam) sefa of svefja, sorger lægja Rp 45²; unpersönl. prt. ind. sg. 3. lægþi storm inn ₍es beruhigte den sturm, der sturm legte sich' HH II 16 pr 4,

lægþi J)á veþrit Rm 18 pr 1; lægjask sich legen, abnehmen: prt. ind. sg. 3. lægfúz eidrinn FH2^G, loge allr lægþesk FH2¹*.

⁵ læ-gjarn, adj. nach bösem strebend, unheilbrütend; in: lægjarn - like [das decompos. ist aber bedenklich].

*lægjarn-líke, n. ₍unheilsgestalt' (Mhff, DA V, 113): sg. acc. hapt så liggja und 10 hvera lunde lægjarnlíke, Loka óþekkjan Vsp 35².

lækna (aþ; got. lekinon, ahd. lähhinon; vgl. norw. lægja, aschwed. läghia, dän. læge) heilen: inf. monk f)ik viþ bQlve 15 brenna ganga, likna ok lækna, þót mér leij)r seer Opr II40*.

lækner, m. (fær. lækni, vgl. norw. lækjar, aschwed. läkiare, läkir, adän. lægje, læge; got. lékeis, ags. læee, ahd. 20 lähhi) arzt: sg. nom. limrúnar' skaltu kunna, ef þú vill lækner vesa ok kunna SQr at sea Sd 10*; pl. nom. þat kann ek annat, es þurfo ýta syner þeirs vilja læknar lifa Hqv 147². 25 Compositum: læknes-liQud.

læknes-hQiid, f. hand die zum heilen geschickt ist: pl. acc. mål ok manvit gefeþ okr mærom tveim ok lækneshendr, meþan lifom Sd 3*. 30 lækning, f. (norw. lækning) heilung: sg. dat. lyf mej) lækning Jieilkräftige mittel' Grp 17*.

Iser, n. (norw. fær. lær, laar, aschwed. lar, adän. lår; vgl. ags. lira) 1) schinken: 35 sg. acc. sjaldan liggjande ulfr Jær of getr né sofande maj)r sigr Hqv 58*; pl. nom. hér ok hvar munde mér heim of boþet, ef þyrftak at mQlunge mat, ej)a tvau lær henge at ens tryggva vinar þars ek haff)a 40 eitt etet Hqv 67*; 2) Schenkel: pl. acc. sveinn enn hvite þer sigle gaf ok Jm lagþer lær yfer Ls 20*.

ls§te, n. (norw. læte, fær. læti, aschwed late) n. geberde: sg. acc. Qnd iié Qtto 45 (Askr ok Embla), óþ né hQfþo, 1q né læte né lito góþa Vsp 18² (Noreen, Tidskr. f. fil. 4, 32 fg. u. JHoffory, Eddastud. 114, anders FJ, Ark. 4, 28 u. Eddal. 1,115*); pl. acc. lit hefr Gunnars ok læte hans, 50 mælsko þína ok megenhyggjor Grp 39*. life-viss, adj. in bosheit er fahren, arglistig: m. sg.nom. (sw.) enn læ vise Loke Ilym 38* Ls 54*; f. sg.nom. (sw.) ljóto